Magnus vendte hjem til Nuuk for at skrive speciale

Magnus skrev speciale i samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq.

 

Af Nicoline Larsen 

 

Halvvejs inde i sit studie indså Magnus Biilmann Trolle noget pudsigt. Han havde studeret business management på CBS i årevis, men kiggede man på hans CV, var hans eneste erhvervserfaring 15 år som fisker. Og det var nok ikke lige den erfaring, hans kommende arbejdsgivere ville finde allermest relevant.

 

Derfor kiggede han på Facebooksiden Proud citizen of Sermersooq, og derigennem fik Magnus Biilmann Trolle mulighed for at komme tilbage til sin hjemby Nuuk og arbejde i Kommuneqarfik Sermersooq henover sommeren. Her kom han til at beskæftige sig med bæredygtig turisme.

 

Inden han tog tilbage til København for at fortsætte sit studie på CBS, fik han besked om, at hvis han gerne ville indgå et specialesamarbejde, så måtte han sige til. Og sådan gik det til, at Magnus Biilmann Trolle endte med at skrive sit speciale om bæredygtig turisme samarbjede med Kommuneqarfik Sermersooq. I stedet for at sidde og skrive speciale på en læsesal i København, sad han på et kontor inde på kommunen i Nuuk. På den måde kom han helt tæt på det emne, han skrev om.

 

”Det fede ved et specialesamarbejde som dette er, at du kommer helt tæt på din data. Det er fuldstændig uvurderligt at se de mennesker, du interviewer, i øjnene, og komme ud i det miljø, du forsker i,” siger Magnus Biilmann Trolle til Arctic Hub.

 

En af fordelene ved at indgå i den her type samarbejder, er i følge Magnus Biilmann Trolle, at både den specialeskrivende og den organisation eller virksomhed, som indgår i samarbejdet, får noget ud af det:

 

”Når du laver et samarbejde med en organisation, så har de jo også brug for den viden, du finder frem til. Det er data, de kan bruge til at udvikle deres organisation, og det er data som du skal bruge for at lave et rigtig godt speciale,” siger Magnus Biilmann Trolle.

 

Gennem arbejdet med sit speciale kom Magnus til at sidde på en unik viden, og derfor blev han ansat som bæredygtigheds- og marketingskonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq allerede inden, han var færdiguddannet.

 

”Det fede ved et specialesamarbejde som dette er, at du kommer helt tæt på din data,” Magnus Billmann Trolle

 

Hør mere om Magnus Billmann Trolles oplevelser med at skrive speciale i samarbejde med kommunen i videoen ovenfor.

 

Hvis du også er interesseret i at indgå i et samarbejde i forbindelse med dit speciale, kan du gøre som Magnus Biilmann Trolle og selv tage kontakt til de institutioner, du tænker kunne være interessante at samarbejde med. Hvis du sidder i en virksomhed, der godt kan se det smarte i at indgå samarbejder med specialeskrivende, kan du tage fat i Arctic Hub, så kan vi hjælpe dig i gang.