Forskere strømmer til Sydgrønland: Det koster arbejdstid og ressourcer

Hos Innovation South Greenland arbejder man på at forhindre, at de lokale fåreholdere bliver overbelastede af at hjælpe de mange forskere, der besøger området.

 

Af Sara Kirstine Hald

 

 

I Unesco-området Kujataa, som hvert år besøges af et stort antal forskere, ligger der 21 fåreholderier. Mange af dem har eksisteret i generationer og går i arv i familierne.

 

Der bliver især forsket i klimaforandringer i området, og forskerne vil gerne blive klogere på, hvordan lokalbefolkningen har mærket disse.

 

Fåreholderne, som lever og arbejder her, har unik indsigt i, hvordan klimaforandringer har påvirket naturen omkring dem. Derfor er det oplagt for forskerne at henvende sig til denne befolkningsgruppe. I og for sig lyder det ganske fornuftigt at trække på lokalbefolkningens viden, men der er et ”men”.

 

 

Har du lyst til at svare på et par spørgsmål – igen-igen?

 

Med et mindre antal fåreholdere og et stort antal forskere, der er interesseret i deres viden, ender fåreholderne ofte med at besvare de samme spørgsmål flere gange. På sigt risikerer man derfor, at de kommer til at lide af såkaldt ”research fatigue”.

 

Klik her og se Arctic Hub’s explainer-video om “research fatigue”.

 

 

Begrebet dækker kort fortalt over, at befolkningen bliver træt af at hjælpe forskerne. Og det kan blandt andet ske, hvis en gruppe personer skal besvare de samme spørgsmål mange gange, som det kan være tilfældet i Unesco-området Kujataa.

 

”Der kommer flere og flere forskere til området, og de beskæftiger sig nærmest alle sammen med klimaforandringer. Fåreholderne og andre, der bruger landet, er eksperterne, og de vil gerne hjælpe, men de er ved at være trætte af at skulle besvare de samme spørgsmål igen og igen,” siger Else Bjerge Petersen, som er park ranger ved Innovation South Greenland.

 

Forskerne skal fordeles

 

Hos Innovation South Greenland arbejder man på at modvirke research fatigue, så forskere fra hele verden fortsat kan få glæde af den viden, de lokale fåreholdere har. En af deres opgaver er at ”fordele” forskerne imellem fåreholderne.

 

Mange af forskerne henvender sig til Innovation South Greenland, når de kommer til området. Det giver Else Bjerge Petersen og hendes kollegaer mulighed for at sikre, at det ikke er de samme fåreholdere, der bliver inddraget i alle forskningsprojekterne. Dog kan der være en sprogbarriere, der besværliggør denne fordeling.

 

”Det er begrænset, hvor mange af fåreholderne, der kan engelsk. Den yngre gruppe er gode til engelsk, men den ældre gruppe er ikke så gode til engelsk, og det er jo primært dem, der ved meget om klimaforandringer i området,” siger Else Bjerge Petersen.

 

Hvis forskerne kun taler engelsk og ikke har en tolk med, er det altså ofte de samme mennesker, der bliver udspurgt. Det kan bidrage til research fatigue hos denne gruppe, og samtidig kan det betyde, at forskerne går glip af den viden og erfaring, den ældre befolkningsgruppe har.

 

 

Niels gav hættemågen sit grønlandske navn

 

Niels Lund er pensioneret fåreholde, men da han stadig arbejdede, fik han besøg af mange forskere.

 

”Inden jeg for nyligt flyttede til Qaqortoq, har jeg været fåreholder og boet i en bygd hele mit liv. Jeg har snakket med forskere rigtig mange gange, for selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe, når jeg har mulighed for det,” siger han.

 

 

Niels Lund er for nyligt flyttet til Qaqortoq, men har ellers boet ved fåreholderstedet Qanisartuut hele sit liv.
Foto: Sara Kirstine Hald

Han mener, at lokalbefolkningen har gavn af den viden, forskerne bidrager med, og som regel har han positive oplevelser med forskere. En af de bedste var, da han fik lov til at give hættemågen sit grønlandske navn

 

”Jeg havde set en ny fugleart i det område, hvor jeg boede, så jeg kontaktede ornitologen Finn Salomonsen. Da jeg senere var i Danmark, blev jeg inviteret hen til Zoologisk Museum for at identificere den fugl, jeg havde set. I udvalget af forskellige fugle, udpegede jeg hættemågen,” siger Niels.

 

Senere samme år kom Finn Salomonsen til Sydgrønland, så Niels kunne vise ham den nye fugl. Ornitologen bekræftede, at hættemågen var kommet til Grønland, og efterfølgende var Niels Lund og hans familie med til at give fuglen sit grønlandske navn, “naajaq nasaaralik”.

 

 

Forskere udvælger information

 

Desværre har alle Niels Lunds oplevelser med forskere ikke været lige så gode.

 

”Der er enkelte, der offentliggør noget, der er uacceptabelt for os, selvom vi har hjulpet dem. For eksempel var der engang nogle forskere, der offentliggjorde noget, der var imod udvidelsen af fåreholderiet, mens vi var i gang med den. Det var jeg utilfreds med,” siger Niels Lund.

 

Han har desuden oplevet, at de hans egen viden blev udeladt, hvis den ikke passede ind i forskernes dagsorden.

 

”Nogle gange udgiver forskerne ting uden at tænke over den information, vi har givet dem. Eller de udvælger den information, der passer til deres synspunkt,” siger Niels Lund.

 

 

Hvorfor siger de ikke bare nej?

 

Hvis folk er trætte af at hjælpe forskerne, hvorfor siger de så ikke bare nej? Ifølge Else Bjerge Petersen er det ikke helt så simpelt.

 

Fåreholderne vil gerne bidrage og er glade for, at forskerne er interesseret i det område, de lever i. Udfordringen består altså i antallet af forskere i forhold til antallet af fåreholdere. Og i, at mange af forskerne undersøger de samme ting.

 

”Indimellem kommer der flere forskerhold fra det samme område i for eksempel USA hertil på samme tid. De spørger de samme mennesker om de samme ting – nogle gange på samme dag,” siger Else Bjerge Petersen.

 

I visse perioder kan fåreholderne altså bruge meget arbejdstid på at hjælpe forskerne. Noget, der, ifølge Else Bjerge Petersen, kan afhjælpes ved et bedre samarbejde forskerne imellem:

 

”Hvis de forskere, der kommer hertil, kunne kommunikere lidt med hinanden, kunne man undgå, at fåreholderne skulle svare på de samme spørgsmål mange gange,” siger hun.

 

”Indimellem kommer der flere forskerhold fra det samme område i for eksempel USA hertil på samme tid. De spørger de samme mennesker om de samme ting – nogle gange på samme dag.”
– Else Bjerge Petersen

Begge parter skal have noget ud af samarbejdet

 

Hos Innovation South Greenland ser man gerne, at der i højere grad bliver taget hensyn til fåreholdernes tid og ressourcer, så de ikke i yderste konsekvens ser sig nødsaget til at sige nej til at bidrage.

 

”Mange af fåreholderne bor afsides steder, hvor man ikke bare kan sejle eller køre til. Derfor kræver det noget af dem rent logistisk, hvis de skal medvirke i et projekt; Enten skal de komme til forskerne, eller også skal de for eksempel hente forskerne ved stranden og transportere dem det sidste stykke til gården. Så der bliver brugt både tid og ressourcer på at deltage, og det er jo tid, der går fra deres arbejdsdag,” siger Else Bjerge Petersen.

 

Hun fremhæver desuden, at lokalbefolkningen i højere grad skal kunne drage nytte af den forskning, der bedrives i området.

 

”De rapporter, forskerne skriver, hvor er de henne? Hvor kan den almindelige befolkning finde den viden, forskerne henter her? Viden skal ikke bare trækkes ud af Grønland, men skal også være noget, befolkningen kan få nytte af,” siger Else Bjerge Petersen. ■