Børnehjemsforstander: Det er win-win, når vi samarbejder med forskere

Børnene på børnehjemmet i Ummannaq får succesoplevelser og gode rollemodeller, når de hjælper forskere med deres projekter.

Af Nicoline Larsen

De har dykket under isen. De har taget prøver på Indlandsisen. De har besøgt Svalbard. De har kørt på hundeslæde til Qaanaaq. Børnene på børnehjemmet i Uummaanaq oplever lidt af hvert, når børnehjemmet indgår i projekter med forskere fra hele verden.

”Det er en win-win-situation, hvor man giver noget, og man får noget,” siger Ann Andreasen, der er forstander på børnehjemmet i Uummannaq.

Positive oplevelser med læring

Gennem de 39 år, Ann Andreasen har arbejdet på børnehjemmet i Uummannaq, har børnehjemmet sagt ja til at indgå i et hav af forskellige forskningsprojekter. Det har de gjort ud fra den grundtanke, at forskerne og børnehjemsbørnene har meget at give til hinanden.

”Forskerne kommer med erfaring og viden, og os der bor her har noget erfaring og viden. Så vi kan drage nytte af hinanden,” siger hun og uddyber:

”På et tidspunkt havde vi nogle unge mennesker, som ikke passede ind i skolesystemerne. Men så kom der en gruppe forskere til byen, og istedet for at de her unge skulle i specialklasse, kunne de tage med og være assistance for forskerne.”

En af de unge fra børnehjemmet deltager i hundeslædeløbet på isen.

Foto: Nicoline Larsen

Gennem samarbejdet med forskerne har Ann Andreasen iagtaget, at børnehjemmets børn og unge udvikler nye færdigheder og får succesoplevelser med at lære.

”Nogle af de her børn har haft mange mislykkede forsøg i skolen, så det at få en positiv oplevelse med at gå i skole kan blive en ændring i deres liv.”

Forskere og børnehjemsbørn kan lære hinanden meget

Men samarbejdet går begge veje, for børnene har også meget at give til forskerne. Børnene er nemlig eksperterne i områdets sprog, kultur og natur.

”Vores børn har meget stor glæde af at komme med forskerne ud, for her kan de bruge deres sprog og viden om deres eget land,” siger Ann Andreasen.

“At få en positiv oplevelse med at gå i skole kan blive en ændring i deres liv”
– Ann Andreasen

Som eksempel nævner hun, at børnehjemmets børn og unge har mange færdigheder i forhold til naturen. På et tidspunkt var nogle af børnene ude med et fransk forskerhold, der tog dem med under isens overflade. Her var forskerne meget imponerede over børnenes tilgang til at dykke ned i det kolde vand.

Sprogudveksling

Udover udveklsingen af erfaring og viden mellem forskere og børnehjemmets børn, så har begge parter også noget helt lavpraktisk at bruge hinanden til – nemlig i forhold til sproget.

Børnehjemmet har bl.a. samarbejdet med forskere fra  Ilisimatusarfik og Brown University om at undersøge, hvordan havisen ændrer sig.

Foto: Parnuna Egede Dahl

”Nogle af børnene er meget interesserede at lære at tale engelsk. Så det er en god måde at lære det på,” siger Ann Andreasen.

“Vores unger spejler sig i de her mennesker, og forskerne bliver rollemodeller for dem”
– Ann Andreasen

Hun forklarer, at nogle af de unge fra børnehjemmet gennem tiden har påtaget sig opgaven med at oversætte mellem grønlandsk og engelsk, når forskere har besøgt Uummannaq. Dermed har forskerne fået hjælp til oversættelser, og de unge har fået trænet deres engelsk.

Rollemodeller

Gennem årene har børnehjemmets børn fået mange sjove og store oplevelser ud af at engagere sig i forskningsprojekter, men det har også givet børnene erfaring med, hvad forskning egentlig er for noget, og hvordan en forsker arbejder.

”Vores unger spejler sig i de her mennesker, og forskerne bliver rollemodeller for dem. I stedet for, at man render rundt, og ikke altid passer ind i skolesystemerne, ikke har noget at tage sig til og laver ballade, så kan man lige så godt bruge sin energi til noget, der er fornuft. Noget, der kommer tilbage til samfundet,” siger Ann Andreasen.

Uummannaqs ikoniske hjerteformede fjeld set fra oven.
Foto: Nicoline Larsen

En ligeværdig relation

For at Ann Andreasen og børnehjemmet siger ja tak til at indgå i et forskningssamarbejde, er det en forudsætning, at der er tale om ligeværdigt forhold.

”Jeg forventer respektfuldt og ligeværdigt samarbejde. Både af dem, der kommer udefra, og fra vores medarbejdere og børn. At vi møder hinanden på et ligeværdig plan,” siger hun.

”Og når forskerne er færdige, vil vi selvfølgelig gerne vide, hvad de har fundet ud af. Så vi kan dele det med dem, der har hjulpet til, og som føler et ejerskab – det kan være en film eller en artikel, de har været med til at lave. Det er dejligt at have, og det kan de bruge senere og give videre til andre.”