Minder grønlandsk kultur om den på to franske øer?

Denne franske forsker har rejst rundt i Sydgrønland for at undersøge sagen – og har fundet mange ligheder i befolknigernes forhold til havet.

Af Ole Ellekrog

Nær den canadiske ø Newfoundland ligger to franske øer kaldet Saint Pierre og Miquelon. De to små øer, der er sidste levn fra en tid, hvor hele Canada hørte til Frankrig, gør ikke meget væsen af sig. De 6000 mennesker, der bor på dem, lever hovedsagligt af fiskeri og er efterkommere af franskmænd, som er udvandret dertil igennem de sidste 300-400 år.

Saint Pierre og Miquelon ligger mere end 1500 kilometer syd for Grønland, og man skulle ikke tro, at de tre øer, har meget til fælles. Men de franske øer ligger stadig så langt mod nord, at der ses isbjerge i fjordene og dets klima betegnes som subpolart. Der er derfor flere ligheder end ved første øjekast. Så mange faktisk, at den franske forsker Anatole Danto har startet et antropologisk projekt, der skal sammenligne dem.

“Vores vigtigtste mål med dette projekt er at vise disse to samfund, at de deler de samme kyst- og havomgivelser og at de har mange, måske ubevidste, forbindelser. Mange skikke i Grønland ligner dem på denne franske øgruppe,” siger Anatole Danto, der er antropolog og forsker i immateriel kulturarv ved Panthéon-Sorbonne-universitetet i Paris.

“Det handler også om at være stille ved havet og at have nogle personlige oplevelser med havet,” Anatole Danto.

At være stille ved havet

I modsætning til Grønland har de to franske øer igennem historien skiftet ejerskab mellem forskellige kolonimagter og har i perioder været helt ubeboede. Og historisk har der aldrig været en fastboende inuitkultur på øerne, kun nomadiske inuitter satte fod der. Alligevel er der mange ligheder mellem de to steder, understreger den franske forsker.

“Da begge lokalbefolkningerne er meget isolerede, og derfor har skulle finde deres egen mad, har kulturerne udviklet sig på samme måde. I begge kulturer er der stort fokus på fiskeri og på jagt og på at have adgang til havet. Det er ellers ikke noget som de franske indvandrere overhovedet har været vant til, så det er interessant at se sådan nogle forbindelser,” siger Anatole Danto.

Men det er ikke kun jagtpraksiserne, der minder om hinanden. Der findes også mere uhåndgribelige ligheder.

“Begge kulturer har også nogle tydelige spirituelle forbindelser til havet. Havet har en stor tilstedeværelse, og det handler ikke kun om at fiske. Det handler også om at være stille ved havet og at have nogle personlige oplevelser med havet,” siger Anatole Danto.

Forskellige kolonihistorier

Anatole Danto arbejder til daglig med såkaldt imateriel kulturarv, som er bevaringsværdi kultur, der ikke har en fysisk form. I 2021 fik Grønland inuit trommedans og -sang med på UNESCO’s verdensarvsliste over imateriel kulturarv. Og trods at Anatole Danto ikke var involveret i den begivenhed, har han på det franske fastland arbejdet på flere imaterielle kulturarvsprojekter, som er kommet på den franske liste.

I forbindelse med sit sammenligningsprojekt besøgte Anatole Danto og to andre franske forskere i september flere byer i Sydgrønland, blandt andet Qaqortoq og Narsaq. Her arrangerede de blandt andet en akvarel-workshop med en kunstner, besøgte museer, og lavede observationener af og etnografiske interviews med lokalbefolkningen. Alt sammen for at blive klogere på befolkningens forbindelser til havet.