Gå på opdagelse i kortet over forskning i Grønland i 2024 

Arctic Hub Connect 2024

Arctic Hub Connect samlede forskere fra hele verden til en stor online workshop. Nu kan alle klikke sig rundt i det interaktive kort over årets forskningsaktiviteter.

Af Nicoline Larsen

 

Forleden delte 72 forskere fra forskellige lande, forskningsdiscipliner og organisationer deres planer for forskning i Grønland i 2024 til en online workshop arrangeret af Arctic Hub. Der var blandt andet folk fra Grønland, Danmark, USA, England, Finland, Schweiz, Tyskland, Canada, og de forskede i så forskellige ting som sundhed, dekolonisering, klima og pædagogik.

Arctic Hub Connect skaber bedre overblik

Workshoppen hedder Arctic Hub Connect og her inviterer Arctic Hub forskerne til at dele deres planlagte forskningsaktiviteter for den kommende forskningssæson med hinanden og det grønlandske samfund. I år fandt workshoppen sted d. 7. februar.

 

”Som de fleste ved, kommer der mange forskere her til landet, og det er et mål for Naalakkersuisut og for Arctic Hub at skabe bedre overblik over deres forskningsaktiviteter. Derfor er vi rigtig glade for, at så mange forskere valgte at deltage i dette års Arctic Hub Connect, for det bidrager virkelig til at forbedre overblikket over forskning i Grønland,” siger Jula Maegaard-Hoffmann, der er sekretariatsleder i Arctic Hub.

Et ønske fra Naalakkersuisut

Da der ikke er noget generelt krav om, at forskere i Grønland skal lade sig registrere, findes der ikke et komplet overblik over forskningsaktiviteter. Det er dog en helt central del af Naalakkersuisuts forskningsstrategi, at al forskning, der foregår i Grønland, skal komme Grønland til gode. For at opnå det mål kræves det først og fremmest, at man ved hvilken forskning, der foregår i landet. Og her er man i høj grad afhængig af forskernes samarbejdsvilje.

 

”Det er tredje gang, at Arctic Hub afholder en workshop af den her karakter, og vi oplever at tilslutningen vokser markant for hver gang. Det er for mig et tegn på, at forskerne deler målsætningen om at skabe bedre overblik over forskning i Grønland,” siger Jula Maegaard-Hoffmann.

 

Udover Arctic Hub Connect findes der også Isaaffik.org, en platform som især naturvidenskabelige forskere bruger til at dele informationer og koordinere forskningslogistik og -infrastruktur.

Et kort til befolkningen

Ud over at forskerne deler deres planer for den kommende feltsæson, giver workshoppen dem også mulighed for at tage nogle væsentlige snakke med hinanden – såsom hvordan man inddrager lokalbefolkningen på en etisk forsvarlig måde, og minimere den såkaldte ’research fatigue’, der betegner situationer, hvor nogle dele af en befolkning bliver bedt om at deltage i mange forskellige forskningsprojekter – så mange at de til sidst bliver trætte af det.

 

”Vi håber, at vi med det interaktive kort, kan være med til afværge at dele af befolkningen bliver overbebyrdede. Kortet har nemlig både den funktion, at forskerne kan koordinere med hinanden, så de undgår at belaste de samme borgere med for mange forskningsprojekter. Men det er også en invitation til befolkningen, så de har et sted, de kan gå hen og se, hvilke forskningsaktiviteter der finder sted i deres lokalområde,” siger Jula Maegaard-Hoffmann.

 

Kortet er nu offentligt tilgængeligt og alle kan gå på opdagelse i det her

Made with Padlet