Forskere skal konkurrere i at formidle deres viden til befolkningen

Paasisavut - research competition Greenland, Arctic Hub

En ny stor konkurrence bringer forskning i Grønland ud over scenekanten. Her skal forskere nemlig dyste i at forklare deres forskning på en måde, så alle kan forstå det.

 

Af Nicoline Larsen

 

En forsker står alene på scenen i Katuaq. Foran er et dommerpanel, en sal fuld af publikum og en snurrende kamera, der viser det hele live på KNR.

 

Opgaven er simpel, men alligevel svær: Forklar din forskning på 5 minutter, så alle og enhver kan forstå, hvad den handler om, og hvorfor det er vigtigt.

 

Den forsker, der løser opgaven bedst vinder 25.000 kroner sponsoreret af Brugseni og naturligvis æren af at være den bedste forskningsformidler. Dét er konceptet i en ny stor konkurrence i forskningsformidling, som Arctic Hub og Ilisimatusarfik arrangerer.

 

Konkurrencen, der kulminerer i et stort live show, hedder Paasisavut.

 

Paasisavut slår dørene op

”Der foregår så meget spændende og relevant forskning i Grønland. Desværre er der meget viden fra forskning, som aldrig når ud til befolkningen. Det håber vi at ændre på med Paasisavut,” siger Anna-Sofie Skjervedal, sekretariatsleder i Arctic Hub og Gitte Adler Reimer, rektor på Ilisimatusarfik, i en fælles udtalelse.

 

Alle, der er i gang med en ph.d., eller som har afsluttet en ph.d. indenfor de seneste to år, kan ansøge om at deltage i konkurrencen. Herefter bliver de fem bedste kandidater udvalgt.

 

Konkurrencen finder sted i Katuaq d. 1 marts 2023, men inden de udvalgte deltagere bliver sat op på scenen, kommer de gennem en forskningsformidlings-bootcamp. Her vil de både få hjælp til at skærpe deres oplæg samt få scenetræning af en skuespiller, så de bliver trygge ved at bevæge sig rundt på scenen.

 

Efter deres optræden vil dommerne vurdere, hvilken ph.d., der fortjener at blive vinder af Paasisavut 2023. Showet vil blive vist for et publikum og sendes samtidig live på KNR.

 

Forskning kan sagtens være underholdende

”Vi er sikre på, at vi med Paasisavut kan modbevise eventuelle fordomme om, at forskning er sådan noget tørt og utilgængeligt noget. Tværtimod tror vi, at Paasisavut kan bevise, at grønlandsk forskning er både levende, relevant og super underholdende,” siger Anna-Sofie Skjevedal fra Arctic Hub.

 

Det er første gang konkurrencen afholdes, men Arctic Hub og Ilisimatusarfiks ambition er, at Paasisavut skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.

 

Der er ansøgningsfrist d. 1. november 2022.

 

Man kan læse meget mere om konkurrencen, og hvordan man deltager på www.paasisavut.gl.

Deltag i vores info møde