Som socialforskningens svar på Indiana Jones begiver Steven Arnfjord sig ud i velfærdssamfundets jungle – på jagt efter nye indsigter.
Af Niels Ole Qvist. Foto af Leif Josefsen.
Denne artikel er oprindelig bragt i informationsavisen “Forskning til alle” i samarbejde mellem Arctic Hub og Sermitsiaq.AG.
Steven Arnfjord er i perioder her, dér og allevegne. Tilsyneladende fyldt med energi og et forskerhjerte, der banker varmt for socialt udsatte.
– Du virker i din tilgang nogle gange nærmest aktivistisk. Er det et problem som forsker?
Steven Arnfjord griner af spørgsmålet.
– Aktivistisk, joh. Det vil nok altid være sådan, at når man arbejder inden for det socialpolitiske område, vil omverdenen sommetider have lidt svært ved at skelne forskeren fra en »baggårdspolitiker«. I nogles ører kommer jeg måske til at lyde som en lobbyist. Det kan da også godt føles som en skizofren tilstand. Men jeg er hele tiden tæt på praksis i mit arbejde, og det giver metoden legitimitet, svarer Steven Arnfjord og uddyber:
– Den nære kobling til verden uden for universitetet er også betinget af, at Grønland nu engang er, hvad Grønland er. Vi er som forskere på et mindre universitet forpligtet til at gøre nytte. Vi kan ikke kun sidde i et elfenbenstårn og producere tekster, slet ikke inden for det sociale område, hvor vi af natur er meget tæt på praksis.
Direkte metode
Steven Arnfjord er leder af afdeling for socialt arbejde samt Ilisimatusarfiks Center for Arktisk Velfærd. I offentligheden er han mest kendt for sin forskning i hjemløses vilkår. Mennesker, han blandt andet er kommet tæt på som frivillig medhjælper i Nolnis suppekøkken.
Men hans udadvendte stil har blandt andet også omfattet faglig sparring med børnetalsmanden og et samarbejde med handicaptalsmanden om udarbejdelse af en undersøgelse, der belyser befolkningens forskellige holdninger til handicappede.
Et særkende ved hans arbejdsproces er, at han er i løbende dialog med de centrale aktører inden for det sociale område. Dermed sikres nytteværdien. I stedet for at stille alle forskningsspørgsmål selv og så håbe, at svaret er noget, som nogen kan bruge til noget, undersøger han også, hvilke svar systemet efterlyser.
– Det ville være tosset ikke at få afklaret, hvor der rent faktisk er et elementært behov for ny viden, så vi kan være behjælpelige med udredningen af et konkret område og dermed få løst nogle problemer, bemærker han.
