Ingelise bruger en sovepose i sin forskning

En forskergruppe er i fuld gang med at finde ud af, hvordan man kan bruge naturen og kulturen til at gøre livet bedre for unge og ældre i Grønland.

 

Af Nicoline Larsen

 

Det har en positiv effekt på unge og ældres velbefindende at lave ting sammen i naturen. Såsom at fiske og lave mad over over bål. Derfor var Ingelise Olesen og hendes forskerkollegaer i sommer på lejrtur med en flok unge og ældre for at finde frem til aktiviteter, der kan skabe fællesskab på tværs af generationer.

 

”Vores forskning har fokus på at skabe et fællesskab mellem unge og ældre – med udgangspunkt i kultur og natur,” siger Ingelise Olesen, der er forskningskoordinator ved Grønlands Center for Sundhedsforskning. Det er derfor, hun skal bruge en sovepose, når hun forsker. Den havde hun nemlig med, da hun i sommers lavede et pilotprojekt, hvor unge og ældre overnattede ude i naturen i Eqaluit Paarlliit.

 

Helt konkret handler det om, at Center for Folkesundhed skal finde ud af, hvordan man kan lave nogle gode forløb for unge og ældre i Grønland. Hvor de kan samles om fælles aktiviteter i naturen, og hvor de ældre kan give noget af deres store kulturelle viden videre til de unge. Man ved nemlig fra tidligere forskning, at netop de ting har en positiv effekt på unge og ældre i Arktis.

”Vores forskning har fokus på at skabe et fællesskab mellem unge og ældre – med udgangspunkt i kultur og natur,” Ingelise Olesen

 

Overlevering af kulturel viden og færdigheder fra ældre til yngre mennesker gennem samvær og fortællinger har altid været helt centralt i kulturen, forklarer Ingelise Olesen. Men i takt med udviklingen af det moderne samfund, flytter mange unge langt væk fra deres ældre for at uddanne sig eller arbejde. Det kan betyde, at overlevering af viden, kultur og færdigheder mellem generationer kan være udfordret.

 

Det er netop derfor, at Ingelise Olesen og hendes forskerkollegaer er ved at undersøge, om man kan lave nogle andre former for fællesskaber på tværs af generationer, hvor viden kan blive givet videre. De unge og ældre, der var med på Ingelise Olsens og hendes kollegaers sommercamp var ikke i familie og kendte ikke hinanden i forvejen. Alligevel fik de hurtigt skabt en god relation på tværs af generationer.

 

”De ældre gav de unge en masse viden om fiskeri, filetering, hvordan man laver et bålsted, så de unge fik en oplevelse af overlevering af kulturel viden. Omvendt gav de unge selvfølgelig også deres egen viden videre til de ældre. Man kan sige, at alle parter gav noget til hinanden.”

 

Mød Ingelise Olesen og hør mere om projektet i videoen i toppen af artiklen.

 

Projektet er et samarbejde mellem Center for Folkesundhed i Grønland (Ilisimatusarfik og Syddansk Universitet), Arktisk Aldring (Ilisimatusarfik og Københavns Universitet), og udvalgte grønlandske kommuner.