Skulle forske i sedimenttransport – endte med at skaffe billig el til det meste af Grønland

Af Ole Ellekrog, 2. august 2023

I april 1980 begav den danske geograf Bent Hasholt sig ind i en hytte nær Tasiilaq for at finde en vandstandsmåler. Han var helt alene, langt fra omverdenenen – og dødsens bange. Han havde nemlig set isbjørnespor føre ind i hytten.

Det var derfor med en stor lettelse, at han fandt hytten uden isbjørn men med den vandstandsmåler, han var ude efter. Ikke længe efter blev isbjørnen skudt, og nogle dage efter fik Bent Hasholt sat sin vandstandsmåler op i en livlig elv i nærheden.

Så trods faren og det hårde arbejde som fulgte, er Bent Hasholt i dag overbevist om, at det var anstrengelsen værd. For vandmålingerne dengang spillede nemlig en ikke ubetydelig rolle i, at store dele af Grønland i dag er selvforsynende med energi.

Bent Hasholt var i Grønland som leder af forskningsstationen Sermilik – og det blev han ved med at være indtil 2009. Men projektet med vandmåleren, som han satte i gang i 1980, havde faktisk ikke noget at gøre med hans egentlige forskning.

Vandstandsmåleren, som Bent Hasholt i 1980 hentede i en hytte nær i Tasiilaq og satte op i en elv i nærheden.
Foto: Bent Hasholt

Hans forskning gik nemlig ud på at måle sedimenttransport fra smeltevandet ved den nærliggende Mittivakkat-gletscher. Forskningen brugte Bent Hasholt og hans kolleger til at skaffe helt grundlæggende viden om, hvordan floder og vandløb former sig over tid. Men han savnede, at hans forskning også betød noget for det samfund, han befandt sig i – at den kunne bruges i virkeligheden.

”Allerede dengang snakkede vi på universitet meget om, hvordan vores forskning også skulle kunne gavne samfundet,” siger Bent Hasholt.

Kommunalbestyrelsen interesseret

Og det skulle hans forskning ende med at komme til. For målingerne fra elven brugte han til at kontrollere, at der løb nok vand derfra til, at det kunne betale sig at bygge et vandkraftværk ved Tasiilaq.

Før det havde Bent Hasholt lavet en udregning, som brugte data fra nedbørsmålere i området og et kort fra 1933. Udregningen inkluderede faktorer som nedbørsmængde, smeltevand, faldhøjde og oplandsareal. Til sidst var konklusionen klar: Tasiilaq kunne godt få sit elforbrug dækket med vandkraft alene.

Da vandstandsmåleren var sat op, måtte kommunen advare borgere om ikke at flytte den.
Foto: Bent Hasholt

Bent Hasholt udgav derfor en artikel om sit fund i Geografisk Tidsskrift, som han sendte videre til kommunekontoret i Tasiilaq. Kommunaldirektøren var interesseret og snart havde Bent Hasholt præsenteret sin plan for kommunalbestyrelsen. Og det var i den forbindelse, at han blev fløjet i helikopter til hytten i nærheden for at hente en vandstandsmåler.

Men trods interessen og de vandtætte beregninger blev det først i 2004, at vandkraftværket i Tasiilaq åbnede. Længe inden årtusindeskiftet skulle Bent Hasholt alligevel få sat i gang et større grønlandsk vandkraftværk.

De dyre dråber i Buksefjorden

Grønlandsk Tekniske Organisation, som dengang stod for Grønlands elforsyning, havde nemlig hørt om Bent Hasholts idé til et bynært vandkraftværk. Selv havde de planer om endnu større vandkraftværker i Grønland. De hyrede ham derfor til at lave nye beregninger – først ved Narsasuaq og siden ved Buksefjorden syd for Nuuk.

Ved Buksefjorden lavede han i 1981 de basale beregninger til det, der i 1993 skulle blive til Buksefjordsværket og som forsyner Nuuk med strøm i dag. Her satte han nedbørsmålere ud forskellige steder i værkets opland – og hentede siden dråberne hjem med helikopter.

Bent Hasholt i aktion: Her i gang med at opsætte en nedbørsmåler op med assistance fra en helikopter.
Foto: Bent Hasholt

”Det var nogle dyre dråber, der blev hentet ind der, men det var helt nødvendigt for at få et indtryk af, om der var nok vand,” siger Bent Hasholt.

Og der var en særlig grund til, at Buksefjordsværket kom til at ligge forholdsvist langt fra Nuuk, og blandt andet skal bruge et kabel på 5.376 meter over Ameralik-fjorden – verdens længste frie spænd.

”Årsagen var, at der ikke er gletsjere i Buksefjorden. Det gør, at vi kan regne med den samme mængde vand, også i fremtiden, hvor gletjserne smelter væk andre steder. Så det var på grund af den stabile mængde vand, at vi valgte placeringen i Buksefjorden,” siger Bent Hasholt.

”Bare i den tid, jeg har kigget på den, er Mittivakkat-gletsjeren svundet ind med 20 procent.”
– Bent Hasholt

Problemer med smeltende gletsjere

Men hvor Buksefjordsværket får langt det meste af sit vand fra regn og sne, så er det samme ikke tilfældet i Tasiilaq. Her får kraftværket nemlig en del af sit vand fra små lokale gletsjere, som alle er ved at forsvinde.

”Bare i den tid, jeg har kigget på den, er Mittivakkat-gletsjeren svundet ind med 20 procent, og de andre gletsjere i området taber også masse. Så uden det ekstra bidrag fra gletsjervand, så nærmer vandkraftværket i Tasiilaq sig faktisk grænsen for, at det kan forsyne byen med el alene,” siger Bent Hasholt.

Før den i 1980 blev sat op i en elv, var vandstandsmåleren allerede blevet brugt til andre ting. Her på et billede fra Sermilik-forskningsstationen i 1972.
Foto: Bent Hasholt

Det problem, som er opstået på grund af global opvarmning, var hverken Bent Hasholt eller nogen andre opmærksomme på, da han lavede sine beregninger tilbage i 1970’erne. Men siden da har Bent Hasholt fået en idé til, hvordan det kan løses.

”Man kan snuppe noget mere vand fra Mittivakkat-gletsjeren ved at køre en gravko op i fjeldet og flytte et vandløb lidt, så det i stedet for løber over i søen, der er opdæmmet. På den måde kan vandet bruges til vandkraft,” siger Bent Hasholt.

Vandkraft til hele Grønland

Siden Bent Hasholt lavede sine første basisrapporter, har store dele af Grønlands befolkning nu fået adgang til vandenergi. Da Sisimiut for nogle år siden fik et vandkraftværk, var Bent Hasholt også involveret. I dag er det et mål for Nukissiorfiit, der står for Grønlands energiforsyning, at alt energi i landet skal være vedvarende – noget som kun kan lade sige gøre med de nu talrige vandkraftværker.

Og Bent Hasholt selv, der nu er pensioneret, holder nok aldrig helt op med at regne i nedbørsmængder, oplandsarealer og sedimenttransport.

I 2019 sad han for eksempel og kedede sig i lufthavnen i Kulusuk ved Tasiilaq. Her kom han til at sidde og kigge lidt på et kort og pludselig kom han på en idé. På kortet kunne han nemlig se, at der lå en lille sø 200 meter ovenfor lufthavnen.

Da han kom hjem til Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet gik han straks i gang med at regne på, hvor meget nedbør, der faldt ved Kulusuk og hvad oplandsarealet var. Konklusionen var klar: Der var potentiale til et nyt vandkraftværk. Udregningerne gav han til Nukissiorfiit.

”De sagde: ’Jamen, det har vi ikke bestilt’. ’Nej,’ sagde jeg: ’Det får I gratis’,” siger Bent Hasholt med et grin.

Sidst han hørte til det, var Nukissiorfiit i gang med at lave en business case ud af beregningerne. For der er mange millioner kroner at spare ved at producere energi med vand fremfor dieselmotorer. Det gælder både i Kulusuk og Tasiilaq, men også i resten af Grønlands små samfund. Og så er det ovenikøbet klimavenligt.

”Det var nogle dyre dråber, der blev hentet ind der, men det var helt nødvendigt for at få et indtryk af, om der var nok vand.”
– Bent Hasholt

Bent Hasholt føler derfor, at han sideløbende med sin forskning i isbjerge og sedimentaflejring ved Sermilik- forskningsstationen også har opnået det mål, han satte sig for i 1970’erne: Han har gavnet samfundet med sin forskning.

”Man bør jo producere den vandkraft, man kan, når der er nok af den. Så jeg er glad for at have gjort noget lokalt for den sag,” siger Bent Hasholt.