Mineprojekter i Grønland kan have negative konsekvenser for lokalbefolkningerne, allerede inden de er gået i gang. Derfor foreslår forskere en form for screening af projekter, inden firmaerne indsender deres ansøgninger. Men at komme med faglige indspark i de ofte meget følelsesladede debatter om miner i Grønland er øretævernes holdeplads.
Af Uffe Wilken, Polarfronten
I forbindelse med anlæggelse af en mine i Kuannersuit (Kvanefjeld) nær Narsaq i Sydgrønland har der de seneste ca. 20 år været afholdt en række borgermøder, hvor borgerne kunne stille spørgsmål til ministre, myndigheder og mineselskab. Minen skal bryde malm med sjældne jordarter, men som biprodukt får man også uran. På et af møderne rejste en kvinde sig op og henvendte sig til panelet med spørgsmålet: ”Vil I selv bo i Narsaq, hvis minen bliver en realitet?”
Spørgsmålet er et synligt udtryk for den bekymring, der ligger i en lokalbefolkning, når store projekter er i støbeskeen. Lang tid forinden det første spadestik måske/måske ikke, skal tages, har projektet allerede påvirket lokalsamfundet. Det er professor Anne Merrild Hansen fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet og Aalborg Universitet, født og opvokset i Narsaq, der refererer kvindens spørgsmål. Hun ser gerne, at den slags bekymringer, som spørgsmålet er et udtryk for, bliver adresseret så tidligt i planlægningsprocessen som muligt. For som hun siger:
”Miljø har vi beskæftiget os med i mange år, og det kender vi godt. Derfor har vi grænseværdier for, hvad vi vil acceptere og ikke acceptere. Men på det sociale område findes der ikke grænseværdier, og derfor bliver det svært at argumentere for, hvornår noget kan have en så væsentlig konsekvens for det lokale samfund, at det bør føre til, at man afviser projektet.”
