Upaluk og Aviâja rejste ud i gymnasiet og fik venner for livet

Written by Tine Stausholm

Med United World College får grønlandske gymnasiestuderende mulighed for at tage deres uddannelse ude i verden og blive en del af et tværkulturelt fællesskab med venskaber for livet.

Kunne du tænke dig at gå på en skole, hvor du diskuterer internationale spørgsmål med elever fra andre kulturer i et verdensomspændende fællesskab, der to gange er nomineret til Nobels Fredspris?

Hvis svaret er ja, så kan du gøre ligesom Upaluk Geisler Jensen fra Nuuk, og søge et stipendium til United World College (UWC) en International Baccalaureate (IB)-uddannelse med elever fra mere end 90 lande. Det er en mulighed, som elever på alle grønlandske gymnasier har, og der ansøgningsfrist hvert år i februar.

”Jeg har altid haft lyst til at studere i udlandet og se, hvad der var udenfor Grønland. Så det var noget, der bare føltes rigtigt for mig,” siger Upaluk Geisler Jensen. Hun er 20 år gammel og færdiggjorde sin IB i Holland i 2024.

En IB er sidestillet med en grønlandsk studentereksamen og kan bruges til at søge ind på videregående uddannelser verden over. Der er dog nogle forskelle.

”På UWC har man normalt kun 6 fag, så man kan virkelig fokusere på det, man er interesseret i. Jeg fokuserede på global politik, kunst og engelsk” fortæller Upaluk Geisler Jensen.

Muligheden for fordybelse har haft en stor betydning for den unge nummiut, der inden opholdet i Holland troede, hun skulle studere astrofysik. Nu læser hun i stedet Global Arts, Culture and Politics i Amsterdam.

“Der sker så meget i verden, og jeg vil gerne være med til faktisk at gøre noget ved det,”
– Upaluk Geisler Jensen

Sulten efter nye bekendtskaber

UWC Grønland stipendiet, som Upaluk Geisler Jensen modtog, har eksisteret i mere end 30 år. En af de tidlige studerende, der drog ud i verden i 90’erne, er Aviâja Lyberth Lennert. I dag er hunvicedirektør hos Royal Arctic Line.

”Jeg var netop kommet tilbage fra et udvekslingsophold i New Zealand og var sulten efter at komme ud og rejse og møde nye mennesker igen,” fortæller Aviâja Lyberth Lennert fra sit kontor på havnen i Nuuk.

Aviâja Lyberth Lennert havnede i Norge, hvor hun delte værelse med fire andre piger. Noget af det bedste ved opholdet var netop fællesskabet og mødet med jævnaldrende unge med vidt forskellige baggrunde fra hele verden, forklarer Aviâja Lyberth Lennert, og tilføjer ”man får jo søstre på den måde.” Søstre som hun stadig har kontakt med næsten 30 år senere.

Fokus på fællesskab er stadig et UWC-varemærke og noget Upaluk Geisler Jensen også fremhæver fra sit ophold.

”Man lærer virkelig meget af hinanden, og man får venner for livet fra hele verden,” siger hun.

Hvad er IB og UWC?

International Baccalaureate (IB) er en 2-årig, engelsksproget international gymnasial uddannelse, der svarer til 2. og 3.g. Uddannelsen er sidestilles med en grønlandsk studentereksamen og giver adgang til videregående uddannelser i Grønland, Danmark og udlandet.

IB uddannelsen gennemføres på en af 18 United World College (UWC), der ligger rundt omkring i verden. Her er elever fra mere end 90 lande, der studerer og bor sammen i to år. Der findes UWC skoler i Europa, Nordamerika, Afrika og Asien.

Foto venligst udlånt af United World Colleges (UWC).

Hønernes venner

Et ophold på UWC er fagligt udfordrende, understreger både Upaluk Geisler Jensen og Aviâja Lyberth Lennert. Det betyder dog ikke to år med næsen begravet i bøgerne. UWC lægger nemlig også stor vægt på frivilligt arbejde og andre aktiviteter, som ofte sker på de studerendes eget initiativ.

”Jeg var med til at starte en lille aktivistgruppe, der hed Friends of the Hens,” forklarer Aviâja Lyberth Lennert, ”For at mindske madaffaldet fra køkkenet fik vi høns og ænder. Så fik vi lov til at dyrke det som vores projekt.”

Disse projekter kan tage mange forskellige former. Upaluk Geisler Jensen organiserede sammen med en håndfuld medstuderende en tur til Krakow i Polen med støtte fra skolen. Formålet med turen var at lære om den jødiske historie i området.

 “Man er helt ny ligesom alle de andre,”
– Aviâja Lyberth Lennert

Fra astrofysik til humaniora

Opholdet i Holland har haft en stor betydning for Upaluk Geisler Jensens liv, da det undervejs gik op for hende at hendes interesser lå et andet sted end der hun troede – i humaniora snarere end astrofysikken.

”Der sker så meget i verden, og jeg vil gerne være med til faktisk at gøre noget ved det,” forklarer hun.

Opholdet i Norge blev også afgørende for Aviâja Lyberth Lennerts fremtidige retning. Hun endte med at tage en uddannelse i sociologi. ”Jeg synes noget af det største man får med, er diversitet og muligheden for at få indblik i virkelige liv på en anden måde end via en skærm.”

”Mit menneskesyn er påvirket af det,” forklarer Aviâja Lyberth Lennert og tilføjer:

”Jeg tror, det gør mig til en bedre leder, forstået på den måde, at jeg allerede fra en ret tidlig alder har skullet forholde mig til rigtig meget forandring.”

Optagelseskrav for UWC Grønland

Du skal gå i 1.g på ansøgningstidspunktet og du skal være 16-19 år ved skolestart den 1. september. Du skal være fagligt velfunderet og have et karaktergennemsnit på minimum C (efter GGS-skalaen) og mindst C i engelsk. Studerende fra alle grønlandske gymnasier har mulighed for at søge. Der er ansøgningsfrist i februar.

Kontakt UWC Grønland her og læs mere om, hvordan du søger, her.

Hvis du vil lære lidt mere om UWC og dets historie, kan du se denne video.

Foto venligst udlånt af United World Colleges (UWC).

Kø til badeværelset

En ting Upaluk Geisler Jensen og Aviâja Lyberth Lennert er enige om, er, at et UWC-ophold giver mulighed for at teste sig selv af i et miljø, hvor alle ikke har kendt dig, siden du blev født.

”Det giver mulighed for, ikke at genopfinde sig selv, men i hvert fald at prøve nogle sider af sig selv af, som man måske ikke kan i en kontekst, hvor alle kender én og har en holdning til en. Man er helt ny ligesom alle de andre,” forklarer Aviâja Lyberth Lennert.

Jeg spørger til sidst, om der ikke har været udfordringer undervejs, hvorefter Upaluk Geisler Jensen fortæller om at være ni piger, som skal deles om ét badeværelse om morgenen.

”Man bor tæt, men man lærer at have respekt for hinanden,” konstaterer hun smilende.

BLÅ BOG

Upaluk Geisler Jensen er født og opvokset i Nuuk. Hun afsluttede sin IB på UWC Maastricht i det sydlige Holland i 2024. Hun studerer nu Global Arts, Culture and Politics i Amsterdam. Når hun ikke har travlt med sine studier, så får de kreative gener frit spil med hæklenål og malergrejer.

Aviâja Lyberth Lennert er født i Maniitsoq og vokset op i Nuuk. Hun afsluttede sin IB ved Red Cross Nordic United World College i 1998. Aviâja har bachelorgrad i Sociologi fra Københavns Universitet og en diplomuddannelse fra University of Queensland. Udover rollen som vicedirektør hos RAL, har Aviâja siddet i bestyrelsen hos Kalaallit Airports, INI og Sermitsiaq, samt været forkvinde for Grønlands Ligestillingsråd. Når hun har fri fra arbejde, kan Aviâja godt lige at læse og strikke. Hun mestrer også en række power tools, som bruges når hun renoverer hytte i weekenderne.

Fotos: Private

Grønland Skole Uddannelse