Finder råd om traditionelle metoder
Jeg mener, at det er vigtigt at undersøge forældrenes forståelse af årsagerne til atopisk eksem i Grønland. Især fordi sundhedsvæsenet er bygget op omkring danske værdier og med primært dansk sundhedspersonale, hvor den vestlige biomedicinske tilgang til sundhed dominerer. Et udgangspunkt for mit studie har været at se på, hvordan forskellige former for opfattelser af medicin og sygdomme spiller sammen i det grønlandske samfund.
Mange familier finder råd om behandlinger gennem nære relationer og sociale medier. I forsøget på at finde den løsning, der virker bedst for deres barn, er en del forældre nemlig åbne for at kombinere den biomedicinsk behandling med traditionelle metoder.
Et eksempel er den grønlandske urtemedicin, hvor ingredienser som Qajaasat (grønlandsk post), Tupaarnat (grønlandsk timian) og Kakillarnaq (grønlandsk ene) ofte nævnes som supplementer til behandlingen. Når jeg besøger forældre til interviews, viser de mig ofte en række forskellige cremer og produkter – både biomedicinske og traditionelle – som de har fået anbefalet af enten sundhedsvæsnet, nære relationer eller sociale medier.
Betydningen af sundhedsvæsnet struktur
Et andet vigtigt aspekt, jeg undersøger, er de strukturelle rammer, som forældre og sundhedspersonale arbejder indenfor. Grønlands store geografiske afstande og manglen på fast sundhedspersonale og specialister kan skabe udfordringer med kontinuiteten i behandlingen. Både i Nuuk og på kysten. Lange ventetider og skiftende læger kan gøre det svært for forældre at få den nødvendige viden og støtte.
Forældre har fortalt mig om oplevelsen af at møde nye læger og sygeplejersker ved hver konsultation, hvilket kan skabe frustration og usikkerhed omkring deres barns behandlingsforløb. Da atopisk eksem er en kronisk hudsygdom, kan familier ofte have behov for løbende støtte og vejledning, især ved forværringer eller infektioner. Nogle forældre oplever, at de skal starte ’forfra’ ved hvert lægebesøg, fordi den nye læge eller sygeplejerske ikke har set deres barn før.
Bedre behandling i fremtiden
For at imødekomme disse udfordringer med behandling af atopisk eksem blandt børnene blev ’Eksemskolen Kalaallit Nunaat’ lanceret sidste år. Formålet med Eksemskolen er at uddanne forældre og pædagoger i både forebyggelse og behandling af atopisk eksem. Projektet har til hensigt at styrke forældrenes viden og færdigheder, så de bedre kan håndtere deres børns eksem i hverdagen.
Jeg ser frem til at fortsætte min undersøgelse indtil sommeren 2025. Jeg håber, at den viden vi får, kan hjælpe det grønlandske sundhedsvæsen i at støtte familier i håndteringen af atopisk eksem i fremtiden.
En stor tak til de forældre, der indtil nu har delt deres oplevelser med mig; jeres indsigt er vigtig for at sætte fokus på atopisk eksem i Grønland. Projektet vil bidrage til grønlandsk forskning med en forskningsartikel, hvor viden vil blive givet tilbage til forældrene.
Biomedicinsk behandling og traditionelle metoder
Biomedicin
-Biomedicin er en medicinsk tilgang, der baserer sig på videnskabelige metoder, herunder randomiserede kontrollerede forsøg og statistiske analyser til at evaluere effektiviteten af behandlinger.
-Prioriterer bevis gennem kvantitative data, hvor resultater skal være gentagelige på tværs af kulturer, tid og kontekster.
Traditionel medicin:
-Traditionel medicin baserer sig på kulturelle og samfundsmæssige kontekster, og behandlingsmetoderne varierer fra akupunktur og kinesisk medicin.
-Vurderer effektiviteten af behandlinger gennem et humanistisk perspektiv, hvor fokus er på sygdommens oprindelse og menneskers opfattelser af behandlingsformer.
Kilder:
Hans A. Baer Medical Pluralism: An Evolving and Contested Concept in Medical Anthropology.
Stefan Ecks The Objects of Evidence: Anthropological Approaches to the Production of Knowledge.
M. Singer m.fl. “Introduction to the Anthropology” of Health.