Paasisavut 2026 åbner for ansøgninger

Written by Arctic Hub

Igen i år skal talentfulde forskere konkurrere i at forklare deres ph.d.-forskning, så alle kan forstå den. For nu åbner Arctic Hub for ansøgninger til Paasisavut 2026. 

Så er det med at sætte sig klar ved tasterne, hvis du drømmer om at stå på scenen i Katuaq og dele din ph.d.-forskning med hele befolkningen. Der er nemlig netop åbnet for ansøgninger til Arctic Hub’s store formidlingskonkurrence for ph.d.-studerende og nye ph.d.er, Paasisavut 2026. Præmien er på 50.000 kr. 

“Paasisavut er en fantastisk måde at dele forskning om vores land med befolkningen. Derfor har vi i Arctic Hub glædet os meget til i dag, hvor vi kan åbne for ansøgninger til Paasisavut 2026,” udtaler sekretariatsleder Avijâja Rosing-Olsen.

Om Paasisavut

  • Forskningsformidlingskonkurrencen Paasisavut arrangeres af Arctic Hub. 
  • Arctic Hub er et knudepunkt for forskning i Grønland, etableret i samarbejde mellem Grønland og Danmark i 2020. Sekretariatet ligger i Nuuk. 
  • Showet afholdes den 13. november 2026 i Katuaq, og sendes live på KNR. Der er endnu ikke åbnet for billetsalget.
  • Paasisavut blev afholdt første gang i 2023, hvor Nick Duelund fra Ilisimatusarfik vandt. 
  • Arctic Hub holder infomøde for interesserede ansøgere d. 16. juni.
  • Finalisterne vil blive annonceret i september 2026. 

Fem forskere med fem minutter

Konceptet i Paasisavut er simpelt: Fem forskere dyster i at formidle deres viden på en måde, som alle kan forstå – og de har blot fem minutter. Showet afholdes i Katuaq den 13. november og vises live på KNR.  

“Det er tredje gang, Arctic Hub afholder Paasisavut, og de foregående år har vi modtaget overvældende mange kvalificerede ansøgninger. Det håber vi selvfølgelig også at gøre igen,” siger Avijâja Rosing-Olsen. 

For at deltage i konkurrencen skal man være ph.d.-studerende eller have færdiggjort sin ph.d. inden for de seneste to år. Derudover skal emnet for ens forskning være direkte relateret til Grønland, og væsentlige dele af projektet skal finde sted her i landet. Forskere fra både ind- og udland kan ansøge.

“Paasisavut er en fantastisk måde at dele forskning om vores land med befolkningen”
– Avijâja Rosing-Olsen

Vinderen af Paasisavut 2024, Regine Møller, imponerede dommerpanelet og vandt præmien på 50.000 kroner.

Sjov, rørende og underholdende forskning

Paasisavut afholdes af Arctic Hub hvert andet år. I 2024 var det Regine Møller, ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet, der vandt konkurrencen. Fra scenen formidlede hun på gribende vis sin forskning om befolkningen i Isortoqs perspektiver på bæredygtig udvikling. 

“Hvis nogen går og tænker, at forskning er kedeligt eller svært at forstå, så skal de glæde sig til Paasisavut 2026. For her er forskning både underholdende, sjov og rørende,” siger Avijâja Rosing-Olsen. 

Læs mere og ansøg via www.paasisavut.gl. Ansøgningsfristen for at blive finalist i Paasisavut 2026 er den 1. september 2026. 

Den 16. juni 2026 kl. 10.00 grønlandsk tid er Arctic Hub vært for et virtuelt informationsmøde om den grønlandske ph.d.-konkurrence Paasisavut. Informationsmødet afholdes på engelsk og foregår online på Teams – tilmeld dig her!

Arctic Hub Paasisavut Ph.d.