Naja forsker i arktisk byggeri: Vi skal bygge bedre og mere robust
februar 28, 2025|Written by Christine Hyldal
Written by Christine Hyldal
Naja Kastrup Friis skrev ph.d om at bygge boliger i Arktis. Hun fandt, at løsningen på at undgå byggefejl i Grønland ikke kun handler om beton og isolering. Den handler også om sprog og kultur.
Overalt i Nuuk skyder de op – nye højhuse fyldt med lejligheder. Hovedstaden er umættelig efter nye, flere – og bedre – boliger.
Befolkningstilvæksten er stor, og situationen bliver sværere af, at en del af de offentlige lejeboliger står tomme, enten fordi de er nedslidte eller på grund af skimmelsvamp.
Men også i nybyggerier kan kulde og træk snige sig ind, og konsekvensen er et usundt indeklima og en meget høj varmeregning for beboerne.
“Vi bruger meget af vores tid inden døre, så det er sindssygt vigtigt, at vi bor rart,”
Foto: Naja Kastrup Friis
‘Vil du til Grønland og forske?’
Naja Kastrup Friis er 32 år og har skrevet en ph.d om bedre og mere robust byggeri i Arktis, som hun forsvarede i november 2023. Nu sidder hun i en stilling som postdoc på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby.
Vi vender tilbage til hendes forskning om et øjeblik, for på trods af hendes navn, havde Naja Kastrup Friis kun været i Grønland en enkelt gang, inden hun begyndte at forske i arktisk byggeri. Det var nemlig lidt en tilfældighed, at hun overhovedet gik i gang med det, for hun havde aldrig forestillet sig at skrive ph.d – ikke før den dag, hun stødte på et stillingsopslag, hvor der stod:
‘Vil du til Grønland og forske?’
“Øh, ja! Det er jo det, jeg skal,” tænkte Naja Kastrup Friis, der er uddannet bygningsdesigner fra Danmarks Tekniske Universitet.“Jeg havde godt nok aldrig tænkt, at jeg skulle skrive en ph.d… altså hvem gør det….” Hun griner højt.
“Vi bruger meget af vores tid inden døre, så det er sindssygt vigtigt, at vi bor rart,” – Naja Kastrup Friis.
Nysgerrig i Nuuk
Da hun var 15 år, var hun på vandreferie Kangerlussuaq, fordi hendes papfar havde rejst meget i Grønland, og nu stod Naja pludselig med en mulighed for at komme afsted igen, hvis hun blev ansat i forskerstillingen.
“Jeg havde ingen idé om, hvordan man bygger i Grønland, og præcist hvad udfordringerne er. Hvad betyder klimaet? Hvad betyder kultur og historie, og hvilke tendenser er der byggeteknisk? Det søgte jeg svar på ved at rejse til Nuuk. Jeg prøvede at forstå. Og så var jeg meget fokuseret på at være nysgerrig,” fortæller hun.
Mange udfordringer i arktisk byggeri
Og de spørgsmål blev hun snart klogere på, da hun stod blandt hovedstadens mange nybyggede højhuse for at undersøge, hvordan vi kan bygge bedre i fremtiden.
“Der gik virkelig ikke lang tid, før jeg indså, at der er mange udfordringer indenfor byggebranchen. Og egentlig er det jo ret ambitiøst at bygge i Arktis i det hele taget,” siger hun.
“Hvis klimaskærmen, altså den del af bygningen, der vender ud mod udeklimaet, ikke er tæt og isoleret ordentligt, så får vi kolde flader indenfor. Kolde flader er ubehagelige. De skaber også træk og risiko for kondens, som skaber risiko for skimmel. Skimmel ser vi meget i Grønland, hvilket egentlig er overraskende, for klimaet er meget tørt.”
Skimmel kan opstå, når der trænger fugt ind i en bygning. Problemet er, at det er varmere inde end ude, og eftersom varm luft kan indeholde mere fugt end kold luft, kan vandet kondensere i væggen. Det kan medføre skimmel og råd.
For at undersøge, hvad der virker, ville Naja undersøge, om nogle af de materialer, som bliver brugt til at bygge – for eksempel beton og træ – overhovedet er egnede til et grønlandsk klima.
“Jeg havde godt nok aldrig tænkt, at jeg skulle skrive en ph.d… altså hvem gør det?”
– Naja Kastrup Friis
Fotos: Naja Kastrup Friis
Store vinduer og kolde flader indenfor
Hendes forskning viste, at beton i sig selv er velegnet. Til gengæld er udførelsen af bygningen afgørende for, hvor egnet den er til at bo i.
“Sådan er det alle steder. Men klimaet i Grønland viser på super kort tid, om bygningen er udført godt eller ej,” siger hun.
“Faktisk er facaderne et kæmpe problem i nogle af de nye bygninger.”
Grunden til det er lidt teknisk, fordi det handler om en vindspærre. Den skal være inde i ydervæggen, hvor den monteres for at forhindre kold vind i at trænge ind igennem isoleringen.
“Men så er der nogen, der har fundet ud af, at hvis vi lægger fast isolering op ad beton, så behøver vi ikke en vindspærre. Tanken er at spare en arbejdsgang og noget materiale. Konsekvenserne er, at ydervæggene bliver kolde, hvis det ikke bliver udført korrekt. Det kan blive ubehageligt og medføre et stort varmetab,” siger Naja Kastrup Friis.
“Det er sindssygt ærgerligt at spare en vindspærre væk, for så er der risiko for at ende med en bygning, hvor der ikke er glade beboere. Og det er vildt definerende for vores trivsel, at vi bor rart.”
“Jeg kom med min nysgerrighed, men der er også folk, der er lidt trætte af dansk nysgerrighed,”
– Naja Kastrup Friis
Den lette løsning, som ikke er så let endda
“Det handler simpelthen om at designe noget, der er let at bygge. Der kan være standardstørrelse på vinduer, så de er lette at finde i et almindeligt byggemarked. Det gør byggeriet lettere at vedligeholde og undgå fejl,” konkluderer Naja Kastrup Friis.
“Trekantede vinduer er måske seje, men du kan ikke købe dem i et gængs byggemarked, og det tager lang tid at fragte dem med skib.”
“Hvis man ikke får repareret skader eller fejl, kan der trænge fugt ind. Tid er en faktor. Det handler om, at vi skal udvide den bygningsmasse, der er, og ikke bare erstatte det, der ikke fungerer længere.”
Det lyder jo egentlig ret simpelt at bruge standardstørrelser i byggeriet og reparere hurtigt, når noget går i stykker. Men er det det?
“Måske, men vi er flere kulturer, nationaliteter og sprog, der arbejder sammen. Det handler om at lave nogle retningslinjer, for hvem taler hvilket sprog, og hvem der forstår hvad på hvilken måde?”
Er der mange byggefejl?
“Ja, der er byggefejl, og de er af varierende størrelse.”
Dansk nysgerrighed
Så løsningen handler ikke kun om vindspærrer og isolering. Den handler også om sprog og kultur, og Naja opdagede selv, at det kan være vanskeligt at navigere rundt i under sine feltstudier i Nuuk og Sisimiut.
“Jeg kom med min nysgerrighed, men der er også folk, der er lidt trætte af dansk nysgerrighed. Så det er også en opgave at være menneske i, og jeg prøvede bare ikke at tage det personligt, når det er ment fagligt. Det handlede jo ikke om mig. Vi står overfor en klimakrise, og vi aner ikke, hvilke forhold vi skal bygge under i de næste 10, 20 eller 50 år. Så vi skal samle erfaring, ikke kun i Arktis, men også andre steder i verden, hvor klimaet ændrer sig drastisk,” siger hun.