Miriam og Pinnaluk har rejst fra Azorerne til Nuuk i et sejlskib

Helt sprogforvirrede

”Det lød jo som en once in a lifetime experience,” siger Pinnaluk Brask Olsen, der er 28 år og fra Sisimiut.

Hun har sejlet en del som barn, men lidt mere erfaring har Miriam Tarrak. Hun er også 28 år og fra blandt andet Sisimiut og har sejlet med det danske skoleskib Georg Stage i 2018.

”Jeg elsker at sejle, og jeg har sejlet meget her i Grønland. Også med Kisaq,” fortæller hun med henvisning om den gamle færge, der nu sejler med turister.

Hvordan var det at sejle fra Azorerne til Nuuk?

Pinnaluk Brask Olsen: “Vi har været udmattede, men alligevel har vi haft det sjovt. Det er gået mega stærkt. Da vi var derude, føltes det mega langsomt. Men lige pludselig var vi allerede kommet frem. Det har virkelig været fedt.”

Miriam Tarrak: ”Vi har skullet snakke tre forskellige sprog: Grønlandsk, engelsk, dansk og prøvet at forstå norsk, for det er jo et norsk skib. Vi blev helt sprogforvirrede.”

Op klokken syv og pakke hængekøjen væk

Hverdagen ombord er disciplineret. Vækning klokken syv om morgenen og så pakke hængekøjerne væk, så der er plads til at spise morgenmad. Mønstring på dækket klokken 07.50.

De studerende ombord er delt op i tre forskellige hold, der alle har vagter på skibet døgnet rundt. På vagterne har de studerende for eksempel sat sejl og holdt øje med blandt andet isbjerge i stævnen – og nogle har lavet fremlæggelser. Mange af de studerende på turen var kandidatstuderende eller i gang med at skrive ph.d.

”Vi er kun bachelorer, og vi er lige startet på studiet. Så det har været lidt svært med nogle af de fremlæggelser på engelsk med begreber, som vi ikke helt forstår. Men vi har observeret og bidraget med det, vi kan”, fortæller Miriam Tarrak.

Totalt…. nørder

Hun var i en gruppe med studerende, der undersøgte ting, der driver i havet, for eksempel plastik. Hun var med til at undersøge strømmene, som ting drev i, hun tog billeder og hjalp til.

”Jeg elsker min gruppe, de er så søde. Det er sådan totalt… nørder,” siger hun og griner, imens et fly letter fra lufthavnen og flyver lavt hen over os.

Hvad har været det fedeste for jer på turen her?

Vi bliver afbrudt, for en gruppe medstuderende dukker pludselig op og står nu og vinker nogle få meter væk. Pinnaluk og Miriam vinker tilbage og smiler over hele ansigtet.

Pinnaluk Brask Olsen: ”Jeg har fundet ud, at man kan bruge sin uddannelse meget bredt…”

Vi bliver afbrudt igen. Et af de norske besætningsmedlemmer vil gerne op på Lille Malene. Straks hjælper Miriam med gode råd til turen og viser med en finger på kortet på mobilen, hvordan hun finder derhen.  Pinnaluk fortsætter:

”Det var også en digitalt detox. Det var så dejligt. Selv om vi havde mega travlt hver dag, så var det helt afstressende.”

Kun ro til siesta

Miriam Tarrak: ”Jeg føler mig så privilegeret. Det er en kæmpe mulighed, vi har fået, og jeg er så taknemmelig. Vi har mødt så mange andre unge mennesker og er blevet tætte med dem. Vi mødte én på Azorerne, der fortalte, at de også lider af research fatigue der, ligesom vi gør i Grønland. Jeg havde ikke tænkt på, at det også kunne være sådan i andre dele af verden.” 

Hvad har været det værste?

Pinnaluk Brask Olsen: ”Jeg kan virkelig godt lide at bruge tid alene. Altså folk er så søde, men det er hårdt at være sammen med mennesker 24/7. Især når man ikke får nok søvn. Så har jeg taget høretelefoner på. Heldigvis har vi haft siesta, og der skulle vi være stille.”

Miriam Tarrak: ”Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort uden siesta.”

Så det bedste ved ekspeditionen har også lidt været det værste: Støj og mennesker hele tiden. Men den har i den grad også givet de studerende indblik i, hvordan man arbejder sammen på tværs af kulturer, sprog og uddannelsesniveauer.