Miriam og Pinnaluk har rejst fra Azorerne til Nuuk i et sejlskib
august 1, 2025|Written by Christine Hyldal
Written by Christine Hyldal
I alt fire grønlandske bachelorstuderende har krydset Atlanterhavet med et norsk sejlskib. Med i bagagen har de fået nye venskaber og indblik i, hvordan forskning og fællesskab krydser grænser.
Vi sidder i agterstavnen på Statsraad Lehmkuhl, der ligger til kaj ved siden af Royal Arctic Lines hovedkvarter i Nuuk. Solen skinner, og lokale strømmer op ad landgangen og ombord på det smukke gamle sejlskib, der er åbent for offentligheden i de næste tre timer. I et forsøg på at få en smule ro, er vi skrævet hen over en snor med et skilt, hvorpå der står ”Crew Only”.
Pinnaluk Brask Olsen og Miriam Tarrak misser lidt med øjnene i sollyset. De holder godt fast i deres engangskopper med kaffe, for det blev lidt sent i går. Statsraad Lehmkuhl lagde til kaj dagen før, og efter tre uger til søs plus det løse på Azorerne, har de været væk hjemmefra i en måned – og hjemkomsten skulle fejres.
De to studerer sammen på SILA-uddannelsen på Ilisimatusarfik. Sammen med to andre medstuderende har de sejlet over Atlanterhavet på 21 dage. Undervejs har de sat reb, klatret op i de svimlende høje master, sat sejl og hvad man nu ellers gør på et stort sejlskib – og så har de deltaget i gruppearbejde om samskabelse af viden og undersøgelser af havvandet sammen med de 42 andre studerende ombord.
Som studerende på SILA var de blevet inviteret til at deltage på netop denne sejlads.
Velkomstkomité klar på havnen i Nuuk tirsdag 29. juli. Foto Malin Kvamme
Helt sprogforvirrede
”Det lød jo som en once in a lifetime experience,” siger Pinnaluk Brask Olsen, der er 28 år og fra Sisimiut.
Hun har sejlet en del som barn, men lidt mere erfaring har Miriam Tarrak. Hun er også 28 år og fra blandt andet Sisimiut og har sejlet med det danske skoleskib Georg Stage i 2018.
”Jeg elsker at sejle, og jeg har sejlet meget her i Grønland. Også med Kisaq,” fortæller hun med henvisning om den gamle færge, der nu sejler med turister.
Hvordan var det at sejle fra Azorerne til Nuuk?
Pinnaluk Brask Olsen: “Vi har været udmattede, men alligevel har vi haft det sjovt. Det er gået mega stærkt. Da vi var derude, føltes det mega langsomt. Men lige pludselig var vi allerede kommet frem. Det har virkelig været fedt.”
Miriam Tarrak: ”Vi har skullet snakke tre forskellige sprog: Grønlandsk, engelsk, dansk og prøvet at forstå norsk, for det er jo et norsk skib. Vi blev helt sprogforvirrede.”
Foto: Malin Kvamme
Op klokken syv og pakke hængekøjen væk
Hverdagen ombord er disciplineret. Vækning klokken syv om morgenen og så pakke hængekøjerne væk, så der er plads til at spise morgenmad. Mønstring på dækket klokken 07.50.
De studerende ombord er delt op i tre forskellige hold, der alle har vagter på skibet døgnet rundt. På vagterne har de studerende for eksempel sat sejl og holdt øje med blandt andet isbjerge i stævnen – og nogle har lavet fremlæggelser. Mange af de studerende på turen var kandidatstuderende eller i gang med at skrive ph.d.
”Vi er kun bachelorer, og vi er lige startet på studiet. Så det har været lidt svært med nogle af de fremlæggelser på engelsk med begreber, som vi ikke helt forstår. Men vi har observeret og bidraget med det, vi kan”, fortæller Miriam Tarrak.
Halumi Daorana fra Qaannaaq har været i en gruppe, hvor de optog lyd af delfiner i havet. Foto: Christine Hyldal
Miriam Tarrak og Pinaluk Brask Olsen laver oplæg for de andre ombord. Foto: Malin Kvamme
Igen af de grønlandske led af søsyge undervejs - men det var der mange af de andre, der gjorde. Foto: Malin Kvamme
Foto: Malin Kvamme
Hold fast i rebet - ellers falder du. Foto: Malin Kvamme
Når skibet gynger, er hænger hængekøjen stabilt og lige, så man ikke ruller frem og tilbage med skibet. Foto: Christine Hyldal
Tragten på dækket her er til de søsyge. Og det lugter den også en smule af, hvis man sætter næsen ned til den. Foto: Christine Hyldal
Totalt…. nørder
Hun var i en gruppe med studerende, der undersøgte ting, der driver i havet, for eksempel plastik. Hun var med til at undersøge strømmene, som ting drev i, hun tog billeder og hjalp til.
”Jeg elsker min gruppe, de er så søde. Det er sådan totalt… nørder,” siger hun og griner, imens et fly letter fra lufthavnen og flyver lavt hen over os.
Hvad har været det fedeste for jer på turen her?
Vi bliver afbrudt, for en gruppe medstuderende dukker pludselig op og står nu og vinker nogle få meter væk. Pinnaluk og Miriam vinker tilbage og smiler over hele ansigtet.
Pinnaluk Brask Olsen: ”Jeg har fundet ud, at man kan bruge sin uddannelse meget bredt…”
Vi bliver afbrudt igen. Et af de norske besætningsmedlemmer vil gerne op på Lille Malene. Straks hjælper Miriam med gode råd til turen og viser med en finger på kortet på mobilen, hvordan hun finder derhen. Pinnaluk fortsætter:
”Det var også en digitalt detox. Det var så dejligt. Selv om vi havde mega travlt hver dag, så var det helt afstressende.”
Fakta:
One Ocean Expedition er et internationalt forsknings- og formidlingsprojekt, der sætter fokus på verdenshavets betydning for klima, biodiversitet og menneskers livsvilkår.
Projektet foregår ombord på det norske sejlskib Statsraad Lehmkuhl, som fra 2021 til 2025 har sejlet jorden rundt med studerende, forskere og eksperter og har besøgt mere end 30 lande undervejs.
Skibet er mere end 100 år gammelt. Det samler data ind fra havet, og det har også motorkraft, selv om det primært fungerer som sejlskib.
Ombord på turen fra Azorerne til Nuuk har været cirka 40 studerende fra forskellige lande – heriblandt fire fra Grønland.
Fra Nuuk sejler Statsraad Lehmkuhl videre med kurs mod Nordvestpassagen, Alaska og ned langs den amerikanske vestkyst til Sydamerika. Missionen er at fremme bæredygtighed i havet, som kæmper med forurening og klimaændringer.
Ombord forskes der for eksempel i havstrømme og mikroplast og klimaeffekter i Arktis og Sydhavet.
Flere af turene er chartret – blandt andet af The European Space Agency og The Arctic University of Norway.
Foto: Malin Kvamme
Kun ro til siesta
Miriam Tarrak: ”Jeg føler mig så privilegeret. Det er en kæmpe mulighed, vi har fået, og jeg er så taknemmelig. Vi har mødt så mange andre unge mennesker og er blevet tætte med dem. Vi mødte én på Azorerne, der fortalte, at de også lider af research fatigue der, ligesom vi gør i Grønland. Jeg havde ikke tænkt på, at det også kunne være sådan i andre dele af verden.”
Hvad har været det værste?
Pinnaluk Brask Olsen: ”Jeg kan virkelig godt lide at bruge tid alene. Altså folk er så søde, men det er hårdt at være sammen med mennesker 24/7. Især når man ikke får nok søvn. Så har jeg taget høretelefoner på. Heldigvis har vi haft siesta, og der skulle vi være stille.”
Miriam Tarrak: ”Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort uden siesta.”
Så det bedste ved ekspeditionen har også lidt været det værste: Støj og mennesker hele tiden. Men den har i den grad også givet de studerende indblik i, hvordan man arbejder sammen på tværs af kulturer, sprog og uddannelsesniveauer.