Manumina: Fra barndommens slædespor til forskerens feltarbejde
oktober 6, 2025
|
Written by Christine Hyldal
Ulvespor. Foto: Arrutaq Kujaukitsoq
Fakta:
Manumina Lund Jensen skriver en ph.d. i Arktiske studier – kultur, sprog og samfundsforhold.
Hendes forskning i hundeslædedistrikterne, mødet mellem mennesker og dyr og jagtkultur har bragt hende til en lang række steder i Grønland – heriblandt Sisimiut, Siorapaluk, Savissivik, Qaanaaq, Saattut, Uummannaq, Qasigiannguit, Ilimanaq, Oqaatsut, Ilulissat og Kangerlussuaq.
Hun har interviewet folk med rødder i byer og bygder som Tasiilaq, Qaqortoq og flere andre steder.
Interviewene er lavet på dansk, vestgrønlandsk (kalaallisut) og inuktun, der er nordvestgrønlandsk dialekt, afhængigt af hvad deltagerne selv har ønsket.
Feltarbejdet har givet et detaljeret billede af viden i de grønlandske hundeslædedistrikter og af, hvordan relationen mellem mennesker, dyr og landskab forstås forskelligt i de enkelte lokalsamfund.
Firbenede beboere i Saqqaq. Foto: Carsten Egevang
Verdens ældste hunderace
Den grønlandske slædehund er blevet kåret som en af verdens ældste hunderacer i 2026 udgaven af Guinness Rekordbog.
Det viser resultater fra Qimmeq Projektet.
For knap 4.000 år siden levede den i Alaska, og den har rødder fra Sibirien, hvor dens forfædre for op til 9.000 år siden tilpassede sig det barske, arktiske klima.
Bestanden bliver dog mindre. I dag er der omkring 15.000 grønlandske slædehunde, og det er en halvering af bestanden gennem de seneste årtier.
Ulve parrede sig med slædehunde
Den grønlandske slædehund stammer ligesom andre hunde fra ulve, men arktiske hunderacer er oftere blevet tilbagekrydset med polarulve end andre racer. Det viser forskning fra Qimmeq-projektet, der undersøger den grønlandske slædehunds genetiske oprindelse, sundhed og kulturelle betydning.
Manumina Lund Jensens informanter fortæller, at nogle fangere i området omkring blandt andet omkring Avanersuaq lod deres slædehunde parre sig med vilde ulve. Det gjorde de for at få stærkere og klogere og hurtige hunde med en veludviklet lugtesans, som kunne hjælpe dem med jagt – især isbjørnejagt. Men ulvehundene kan potentielt være farlige for andre, som ikke er en del af deres flok.
Selvom det var en bevidst handling, viser DNA-forskning fra Qimmeq-projektet, at der stort set ikke findes ulveblod i de grønlandske slædehunde i dag. Det tyder på, at ulvehunde-hybrider ikke var almindeligt i hele Grønland, men foregik i bestemte områder og i begrænsede perioder.
Manumina Lund Jensens forskning viser også, at traditionen med at jage isbjørne med nanorriutit (bjørnehunde, red.) har været et højdepunkt for en dygtig og anerkendt fanger. Men klimaforandringerne, især smeltende havis, udfordrer traditionen i Inughuit-samfundene.
Viden er som en gave – man får og giver
For Manumina handler hendes forskning om også om at give noget tilbage til de lokalsamfund, som har delt deres viden med hende.
”Jeg håber, at mine informanter får en følelse af, at jeg laver noget, som de kan genkende sig selv i. Det er virkelig vigtigt for mig, at jeg gør det på en etisk og respektfuld måde,” siger hun.
”Jeg kunne ikke have lavet denne forskning uden mine informanter. Det er dem, der har delt deres viden med mig, og det ville aldrig være lykkedes at skrive artiklerne uden dem. Jeg er dybt taknemmelig.”