700 jordskred mellem Sisimiut og Kangerlussuaq viser et landskab i forandring.
Vi befinder os i kulturhuset Taseralik i Sisimiut.
På scenen står en mand med blondt, krøllet hår. Han taler roligt, næsten nøgternt, mens billeder af fjeldsider, gråbrune ar i landskabet og satellitkort lyser op bag ham. Det er ikke dramatiske ord, han bruger – men det, han viser, er det.
Manden er Steffen Ringsø Nielsen, ph.d.-studerende ved Arctic DTU.
Han har boet i Sisimiut i mere end syv år, siden han kom hertil i forbindelse med sin uddannelse. Byen, fjeldene og baglandet mellem Sisimiut og Kangerlussuaq er ikke bare et forskningsområde for ham, men et landskab, han kender indefra.
På lærredet bag ham toner et tal frem: 700.
”Det er antallet af nye jordskred, vi har registreret i området,” forklarer han til de fremmødte forskere og lokale.
Store forandringer starter i det små
Tre lokale borgere har henvendt sig til DTU, da de undrede sig over noget, de ikke havde set før: jordskred.
Ét i Kangerluarsuk Tulleq, ét ved Aasivissuit og ét ved Narsaaraq.
Det vækkede Steffen Ringsø Nielsens nysgerrrighed.
”Jeg har været knyttet til Sisimiut siden 2013, og vi havde aldrig rigtig hørt om jordskred her.”, fortæller han.
Det blev begyndelsen på et forskningsprojekt, der i dag har vist mere end 700 nye jordskred mellem Sisimiut og Kangerlussuaq.
Et landskab, der skifter farve
Undersøgelsen begyndte ikke i fjeldet, men i satellitbilleder.
Ved at sammenligne billeder fra 2019 og 2024 kunne Steffen Ringsø Nielsen se noget:
Grønne områder blev pludselig grå og brune.
”Når vegetationen forsvinder, og jorden blotlægges, er det et tydeligt tegn på jordskred. Det er faktisk ret nemt at se fra rummet,” siger han.
Da han talte dem op, var omfanget overraskende:
Over 700 nye jordskred siden 2019 – mod næsten ingen i perioden 2006–2019.
”Det er ikke en langsom udvikling. Det er, som om noget pludselig er blevet aktiveret i jorden.”
Når isen under jorden smelter
Forklaringen skal findes i jorden.
I Arktis stiger temperaturen tre til fire gange så hurtigt som i resten af verden. Det betyder, at permafrosten, den permanent frosne jord, er begyndt at tø.
”Jord, der har været frossen i mindst 10–20.000 år, er pludselig blevet optøet. Sammen med mere og kraftigere regn om sommeren gør det jorden blød og ustabil.”
Vandet samler sig i det øverste jordlag. Det, der før var låst fast af frost, kan nu begynde at flyde.
Resultatet er mudder- og jordskred, som kan være alt fra 10 meter brede til 30–40 meter brede og flere meter dybe.
I alt anslår Steffen Ringsø Nielsen, at omkring 2 millioner kubikmeter jord allerede er blevet flyttet i området.
Klimaforandringer, man kan se og mærke
Jordskredene er ikke bare et geologisk fænomen. De er et konkret tegn på klimaforandringer, der allerede er i gang.
”Vi ser det også i bygninger i Kangerlussuaq og Sisimiut, der begynder at hælde, fordi jorden under dem ikke længere er frossen. Landskabet ændrer sig, ikke i fremtiden, men nu.”
Når jordskredene bevæger sig, river de planter, sten og jord med sig. Det efterlader åbne ar i landskabet og skaber nye, ustabile områder.
Risiko i baglandet
Mange af jordskredene sker langt fra byerne, men området mellem Sisimiut og Kangerlussuaq er et af de mest brugte baglande i Vestgrønland.
Jægere, vandrere, turister og fremtidige infrastrukturprojekter færdes her.
”Efter et jordskred kan jorden minde om kviksand. Og hvis der har regnet meget, kan mere af skrænten skride,” siger Steffen Ringsø Nielsen.
Især ved Aasivissuit, hvor der er planer om turistudvikling, kan de mange nye jordskred få betydning.
”Vi skal vide, hvor risikoen er størst, så folk kan blive advaret, især efter kraftig regn.”
Jorden i bevægelse
Da projektet begyndte, troede Steffen Ringsø Nielsen, at der måske var tre jordskred.
I dag ved han, at der er hundreder.
”Det er både fascinerende og alvorligt. Naturen er utrolig smuk derude, men den er også i forandring, man skal passe på.”
Og måske er det netop dét, jordskredene fortæller os: At Grønlands landskab ikke er statisk, men levende. Og at klimaforandringer ikke kun kan måles i tal, men også ses i jorden under vores fødder.