Forsvar med lokale kræfter: Hvad kan Grønland lære af Canada og Island?
marts 23, 2026|Written by Christine Hyldal
Written by Christine Hyldal
To forskere har undersøgt, hvordan lokale og oprindelige folk bliver inddraget i forsvars- og beredskabsopgaver andre steder i Arktis.
Kan civile spille en afgørende rolle i forsvars- og beredskabsopgaver i Grønland?
Det er en varm politisk debat lige nu, og som et indspark til debatten har har to forskere undersøgt det ved at vende blikket mod Island og Canada. De er Signe Lindbjerg, der er ph.d-studerende ved Syddansk Universitet, og Jeppe Strandsbjerg, der er lektor på Forsvarsakademiet og Ilisimatusarfik.
Deres rapport er ikke en anbefaling. Den slags er op til politikerne, siger de. Men:
”Det, vi kan sige, er, at Canada og Island har i store træk haft gavn af lokal inddragelse,” siger Signe Lindbjerg, efter de to har holdt et offentligt foredrag på Ilisimatusarfik på en iskold eftermiddag i februar.
Signe Lindbjerg og Jeppe Strandsbjerg på Ilisimatusarfik. Foto: Christine Hyldal
Kendskab til natur er en superkraft
I Island har de ICE-SAR, som består af civile rundt om i landet, der laver eftersøgning og redning. Det er ikke en militær opgave i Island – det er det derimod i Rigsfællesskabet.
I vores naboland mod vest har de Canadian Rangers, som er en del af Canadian Armed Forces. Rangerne er folk, der er reserver i forsvaret, som bor i de afsides og isolerede områder i landet, og deres store kendskab til naturen er deres superkraft. De er med andre ord forsvarets øjne og ører langt væk fra storbyerne i de tyndt befolkede områder i kæmpestore land – fra Yukon i vest til Nunavut i øst. Ifølge rapporten er Canadian Rangers i stigende grad en model som kan være til inspiration for Grønland.
”Jeg syntes det var interessant at se på Canadian Rangers, for det er et blik på, hvordan oprindelige folk relaterer sig til væbnede styrker. I Grønland har vi ikke en tradition for at være en del af forsvaret, og jeg har i lang tid tænkt, at emnet var interessant. Signe fik idéen, og jeg tænkte: Det vil jeg gerne være med til,” siger Jeppe Strandsbjerg.
Canadiske rangere på patrulje i Inukjuak ved Hudson Bay i Nunavik.
Foto: MCpl Matthew Tower, Canadian Forces Combat Camera, Canadian Armed Forces Photo
Bag om forskningen
Rapporten ”Inddragelse af lokale og oprindelige folk i forsvars- og beredskabsopgaver i Arktis“ sammenligner Canadian Rangers og ICE-SAR i Island.
ICE-SARs kerneopgaver er eftersøgning, redning og ulykkesforebyggelse. Det er en frivillig foreningsorganisation drevet af civile.
Canadian Rangers er en del af en militær organisation. De laver overvågningsopgaver, suverænitetshåndhævelse, rapportering af uregelmæssige hændelser og indsamling af data og meget mere.
ICE-SAR er valgt som case i rapporten på grund af gode erfaringer med en lokal inddragelse.
Canada er en oplagt case. I det nye delforlig om Arktis, er der et ønske om at undersøge potentialet for grønlandske rangers – og det er en tydelig henvisning til Canadian Rangers.
Der er mange fællestræk mellem Grønland og det arktiske Canada i form af klima, geografi og terræn, meget spredt beboelse og en fælles inuit-identitet.
Fælles for begge cases er, at de deler den grundlæggende idé, at mange sikkerhedsopgaver kan løses bedre ved at trække på lokalbefolkningens kendskab til samfund, terræn og klima. Ved at have trænede personer spredt over hele landet, kan responstiden ved ulykker blive kortere.
Hold øje med det, der forandrer sig
Bernoit Mainville er øverste chef for Canadian Rangers og fra hovedkvarteret i Ottawa fortæller han beredvilligt om rangernes arbejde og deres forankring i lokalsamfundene. Der er en grundlæggende regel: Hold øje med enhver ændring i omgivelserne.
“Når jeg siger omgivelser, taler jeg ikke kun om klimaforandringer. Det kan også være mennesker, som ikke var der før. Det kan være usædvanlige aktiviteter, som et fly eller et skib, der losser 45-gallon-tromler klokken tre om natten. Det er i det hele taget alt, der foregår uden for de urbane områder,” siger Bernoit Mainville.
“Vi giver dem også en liste over indikatorer – altså specifikke ting, der kan fungere som ’triggers’. Hvis man ser noget bestemt, så er det et tegn på, at man skal reagere. Men i virkeligheden gør vi det alle sammen hver dag i vores liv, når vi går forbi noget og tænker: ’Hey, det var der ikke i går’.”
Arbejdet i felten foregår på alle tænkelige måder: Til fods, på snescooter, hundeslæde, til hest, i kano, i båd,med ATV’er og pickup-trucks.
Ingen fra storbyen siger, hvordan ting skal gøres
Rangerne skal derefter indrapportere, hvad de ser, men ifølge deres chef bliver de aldrig bedt om gøre noget på en bestemt måde. Det er rangerne selv, der er øjne og ører og eksperter i det område, de er forankret i, så hvordan en opgave skal løses, kommer der ikke nogen fra Ottawa og blander sig i, siger han.
Han oplyser, at en tredjedel af de cirka 5000 rangere identificerer sig som oprindelige folk.
Foto: Adjudant Eric Jolin
Om de canadiske rangere
Canadian Rangers har eksisteret siden 1947.
Der er cirka 5000 rangere fordelt på 220 lokalsamfund, og de taler 26 forskellige sprog og dialekter.
En tredjedel af dem er oprindelige folk.
De fleste af dem er i midten af 40’erne. 25 procent er kvinder.
Træningen er til at overse: 10-15 dage om året, hvor der især er fokus på skydning, kommunikation og overlevelse.
Ranger-arbejdet er på deltid, så folk har andre jobs ved siden af.
“Der er en meget, meget stor respekt mellem det, jeg vil kalde det konventionelle militærog rangers. Rangere sikrer, at konventionelle soldater kan operere i Arktis, hvor GPS-ruten ikke nødvendigvis den bedste rute. Deres kendskab til terrænet gør det muligt at bevæge sig rundt og simpelthen overleve”, siger Bernoit Mainville og understreger, at rangerne ikke bliver brugt i kamphandlinger. De er ganske vist udstryret med en riffel, men den skal som udgangspunkt kun rettes mod isbjørne, ulve og ræve.
Vigtigt ikke at lave en kopi
Den her model findes jo ikke i Grønland, i hvert fald ikke endnu. Men hvis den gjorde, hvad ville du så sige for at overbevise en kommende ranger om at blive en del af Forsvaret?
“Det handler om at være med til at beskytte sit land”, siger Bernoit Mainville.
Hvis man i Grønland finder på at have rangere, er hans opfordring klar: Grønland kan lade sig inspirere af Canada, men det vigtigste er at lave sin egen model ud fra lokale grønlandske behov. Og det er Signe Lindbjerg og Jeppe Strandsbjerg helt enig med ham i:
”Det er vigtigt at tænke på den lokale forankring. Hvilke ønsker og behov er der lokalt? På hvilket niveau har frivillige lyst til at deltage?”, siger Signe Lindbjerg.
”Og så har vi samtidig sagt, hvad faren er. For det er at kopiere en model uden at lave en grundig analyse over, hvordan forholdene er her. Skal virksomheder eller organisationer som KNAPK inddrages? Det er vigtigt ikke at lave en 1:1 kopi”, siger Jeppe Strandsbjerg.
Topfoto: Menig Angotautok fra 1 Canadian Ranger Patrol Group deltager i en operation i Nunavut. Foto: Sgt Jean-François Lauzé, Task Force Imagery Technician.