Forskere fra hele verden samlet i Nuuk

Written by Arctic Hub

I denne uge samles forskere fra hele verden til Greenland Science Conference. Formålet er at styrke samarbejdet om forskning i Grønland. 

Hvordan omsætter man den store interesse for at forske i Grønland til konkret værdi og forandring her i landet? 

Det er noget af det, som forskere, studerende og beslutningstagere skal drøfte på den store internationale forskningskonference, Greenland Science Conference 2025, der afholdes i Katuaq den 12.–13. november og arrangeres af Arctic Hub. 

Deltagere fra 22 lande

Der er mere end 350 tilmeldte til Greenland Science Conference 2025, og deltagerne kommer fra hele verden. Faktisk er hele 22 lande repræsenteret på konferencen. Grønland og Danmark er bedst repræsenteret, men man møder også deltagere fra Canada, Island, Japan, USA, Nigeria og Færøerne. 

“Det er virkelig opløftende at se, at så mange har valgt at prioritere at deltage i Greenland Science Conference. Det vidner om, at forskning i Grønland har stor betydning – ikke kun for os her i landet, men for hele verden,” siger Avijâja Rosing-Olsen, sekretariatsleder i Arctic Hub. 

“Greenland Science Conference handler om at finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor som samfund. For at opnå det, er det afgørende, at vi samarbejder på tværs af institutioner og landegrænser,” siger Avijâja Rosing-Olsen. 

Greenland Science Conference 2023, Foto: Emil Stach

Alle øjne rettet mod Grønland

Temaet for Greenland Science Conference er ‘All Eyes on Greenland!’. Derfor vil et af de store temaer på konferencen være, hvordan den internationale interesse kan omsættes til forskning med og for Grønland – ikke kun om Grønland. 

“Forskning bliver ganske enkelt bare bedre, når vi arbejder sammen. Men for at skabe et bæredygtigt samarbejde, der bygger på ligeværd og respekt, er det vigtigt, at vi mødes ansigt til ansigt – som her på konferencen – og lytter åbent til hinandens perspektiver.” 

Greenland Science Conference er organiseret af Arctic Hub i tæt samarbejde med AAU Arctic, Ilisimatusarfik, Grønlands Naturinstitut, Greenland Climate Research Center, DTU – Danmarks Tekniske Universitet, Asiaq, Qeqqata Kommunia og ILLU Science and Art. 

En del af Grønlands største forskningsbegivenhed

Forskningskonferencen er en del af Greenland Science Week, som allerede er i fuld gang. Rundt om i landet afholdes aktiviteter, hvor befolkningen kan møde forskere og blive klogere på deres forskning. Man kan læse det fulde program på www.scienceweek.gl.

Info om Greenland Science Conference  

  • Greenland Science Conference er en konference for forskere, der arbejder i og med Grønland. Den er en del af Greenland Science Week. 
  • Konferencen afholdes hvert andet år, og det er fjerde gang den afholdes. 
  • Arctic Hub arrangerer Greenland Science Week med støtte fra en række grønlandske og danske institutioner. 
  • Greenland Science Week realiseres med støtte fra Novo Nordisk Fonden og Kommuneqarfik Sermersooq. 
Arctic Hub Event Forskning Grønland