Forskere deler deres planer for i år – få overblik her

Arctic Hub Connect bragte forskere fra ind- og udland sammen. Her delte de årets planer for forskning med hinanden – og nu kan du også få indblik.

Vi ser dem ofte i sommerlandskabet med orange dragter på. Men hvem er de egentlig, disse forskere, og hvad laver de? Det kan du nu få svar på ved at se på Arctic Hub’s kort over forskningsaktiviteter i 2026.

Klik her for at se det interaktive kort over forskningsaktiviteter i 2026.

Made with Padlet

”Vi har endnu engang haft rekordmange forskere til vores koordineringsworkshop Arctic Hub Connect. Her delte de deres planlagte forskningsaktiviteter for i år, og det overblik er vi glade for at kunne dele med befolkningen,” udtaler Avijâja Rosing-Olsen, sekretariatsleder i Arctic Hub. 

 

Forskere fra hele verden samlet til online kaffe

Der var 159 forskere fra hele verden tilmeldt Arctic Hub’s online workshop, som fandt sted 5. marts. Nogle sad med en ekstra stor kop kaffe, fordi de var stået op midt om natten for at deltage.

”Selvom forskerne sidder i hver deres verdensdel, vil de gerne møde deres kollegaer, som også har planlagt forskningsaktiviteter i Grønland i 2026. Måske er der andre, der har planlagt noget lignende? Måske kan de koordinere deres aktiviteter? Alt er muligt på Arctic Hub Connect,” siger Avijâja Rosing-Olsen.

Ilisimatusarfiks rektor gav indblik i udfordringer og muligheder 

Som en del af programmet holdt Mari Kleist, rektor for Ilisimatusarfik og leder af Grønlands Forskningsråd, en tale om de udfordringer og muligheder, det grønlandske forskningsmiljø står overfor. Hun understregede, at nok er miljøet relativt nyt, er det at indsamle og dele viden er en gammel tradition. 

”Længe før universiteterne kom til Arktis – og resten af verden – har mennesker i Kalaallit Nunaat samlet og videregivet viden gennem generationer,” sagde Mari Kleist. 

Avijâja Rosing-Olsen var glad for, at rektoren delte sine indsigter med de fremmødte. 

”Her i Grønland oplever vi en enorm interesse fra forskere verden over. Det er vigtigt, at både det lokale og internationale forskningsmiljø deltager i dialogen om, hvordan vi sikrer at forskning ikke kun er om Grønland, men også med og for Grønland. Arctic Hub Connect er en unik mulighed for at have den samtale,” slutter Avijâja Rosing-Olsen. 

Dette års hovedtaler var Mari Kleist, rektor for Ilisimatusarfik og leder af Grønlands Forskningsråd.

 

Fakta:

  • 159 forskere var tilmeldt Arctic Hub Connect 2026. 
  • Det er femte gang, der afholdes Arctic Hub Connect. I år fandt workshoppen sted den 5. marts. 
  • Arctic Hub er et kontaktpunkt for alle, der er involveret i forskning i Grønland. Sekretariatet ligger i Nuuk. 
  • Arctic Hub blev etableret i 2020 i et partnerskab mellem Grønland og Danmark og er finansieret af begge lande.   
  • Det er frivilligt for forskere at deltage i Arctic Hub Connect samt at registrere deres projekter. 
  • Udover Arctic Hub Connect findes der også Isaaffik.org, en platform som bruges til at dele informationer og koordinere forskningslogistik og -infrastruktur. 
  • Link til Arctic Hub Connect kortet: https://padlet.com/arctichub/arctic-hub-connect-2026-1b9rns8mgtszr139