Fiskere og fangeres viden skal beskytte naturen mod mineindustrien
maj 28, 2025|Written by Christine Hyldal
Written by Christine Hyldal
Biolog Parnuna Egede Dahls forskning har bragt hende fra borgermøder til finalen i Ph.d. Cup. Hun undersøger, hvordan mineselskaber og de mennesker, der bor ovenpå de eftertragtede råstoffer, kan hjælpe hinanden og undgå, at naturen tager skade.
Der er langt fra de dybe grønlandske fjorde til spotlys, røgmaskiner og tv-kameraer på en scene midt i København. På den scene stod Parnuna Egede Dahl i april. Hun var en af fem finalister i Ph.d. Cup 2025 i Danmark, hvor hun skulle formidle den forskning, som hun har brugt flere år på at lave, på blot tre minutter i et show, der Forskerfesten. I dommerpanelet sad blandt andet astronaut Andreas Mogensen. Det hele blev sendt på tv.
”Det var utroligt nervepirrende”, siger Parnuna Egede Dahl, der oplevede det, man frygter allermest, når man skal stå på en scene:
”Da jeg stod midt i generalprøven, gik klappen ned. Jeg fik dog samlet mig selv igen og fortsatte. Jeg fik en masse støtte og hjælp til, hvad jeg skulle gøre, hvis det skete igen til selve showet. Det betød faktisk, at jeg havde været igennem hele følelsescirkusset og lettere kunne fortsætte, selv om jeg var ved at snuble under selve showet,” fortæller hun.
Vej gennem dal, hvor rensdyr kælver
Parnuna Egede Dahl vandt ikke – men hendes forskning om Grønlands undergrund, som verden sukker efter at få fingre i, og hensynet til dem, der bor oven på den, er nået ud til et stort publikum – også til dem, der arbejder i Miljøstyrelsen for Råstofområdet i Nuuk. Det vender vi tilbage til.
Hendes ph.d handler om mødet mellem råstofindustrien og lokalbefolkningen og om, hvordan natur og miljø kan undgå at tage skade, hvis industrien lytter til den viden, som de lokale har opbygget gennem flere generationer.
Ekko fra aataa
Interessen for at lytte til de lokales erfaringer kalder Parnuna Egede Dahl selv et ”ekko fra sine bedsteforældre”. Hendes bedstefar var fritidsfanger- og fisker, og på et tidspunkt var han også formand for den lokale forening. Og han tøvede ikke med at beklage sig over restriktioner på fangsten, når det ikke gav mening for ham lokalt.
”En gang havde biologerne estimeret, at der var langt færre rensdyr, og fangerne sagde det modsatte. De skrappe restriktioner medførte, at der nogle år senere var for mange rensdyr, så nu skulle de fange så mange som muligt. Hele vejen igennem var min bedstefar meget tydelig med, hvad han mente om det, siger Parnuna Egede Dahl, der selv blev uddannet biolog.
Foto: Rasmus Egede Dahl
Parnuna Egede Dahl nævner selv et gammelt jernmineprojekt som eksempel på et clash mellem lokale og et mineselskab. Minen skulle ligge nord for Nuuk, og der skulle anlægges en vej tværs gennem rensdyrenes kælvingsområde. De lokale fangere frygtede, at dyrene ville holde sig væk fra området permanent, fordi de ikke kan lide forstyrrelser, når de kælver. Derfor foreslog de lokale en vej udenom dalen på et borgermøde, men det blev afvist. Minen blev aldrig til noget, men det er et eksempel på, at den lokale befolknings prioriteter blev nedprioriteret i forhold til økonomiske interesser. Folk forventer at kunne påvirke et projekt, når de bliver inviteret til borgermøder med repræsentanter fra industrien, men på det tidspunkt er projektet ofte så fremskredent, at det faktisk er for sent at lave større ændringer.
Oversætter på overarbejde
”Selv om vi har indført forhøringer tidligere i processen, er det stadig ikke optimalt, som det er i dag, siger Parnuna Egede Dahl og fortæller, hvad hun har oplevet på de borgermøder, hun har deltaget i:
”Repræsentanter fra mineselskabet er ofte fra udlandet. Derfor er der en oversætter med, der aldrig helt fanger alle nuancer. Samtidig er sproget meget teknisk og akademisk”
Hun husker et borgermøde, hvor australieren, der holdt oplæg om et råstofprojekt, ville være venlig at hjælpe oversætteren. Problemet var, at han brød sine sætninger over – og så ventede han på, at oversætteren var med, hvorefter han fortsatte med den næste halvdel af sætningen. Han vidste ikke, at grønlandsk nærmest er omvendt i ordstillingen – så det han sagde, gav ingen mening på grønlandsk.
”Og så er der en kulturel udfordring, for mange grønlændere bryder sig egentlig ikke særligt meget om at stille sig op foran en hel forsamling og tale”, siger Parnuna Egede Dahl. Konsekvensen er, at mange ender med ikke at føle sig hørt på borgermøderne.
Parnuna Egede Dahl var tæt på at blive udtaget til Paasisavut. Derefter ansøgte hun om at deltage i den danske pendant, og her endte hun som en blandt fem finalister i tv-showet Forskerfesten i april. Her ses hun med Astronaut Andreas Mogensen, der var en af dommerne til Forskerfesten.
Foto: Rasmus Egede Dahl
Drink tea and pee
I selvstyret vil man som bekendt gerne tiltrække investeringer, som der er brug for på vejen mod selvstændighed. Så hvordan balancerer man dét hensyn, uden at en lokal befolkning skal gå fra et møde med oplevelsen af, at mineselskabet ikke lytter til dem?
Parnuna Egede Dahl foreslår at vende det hele på hovedet: Det kan være de såkaldte sharing circles, hvor folk sidder i en cirkel, og hvor alle får taletid – et format som passer bedre til grønlandsk kultur.
Det kan også være et ”Drink-tea-and-pee”-besøg, hvor repræsentanter fra mineselskabet besøger folk hjemme hos dem selv i nærheden af det område, hvor de måske vil anlægge en mine. Så drikker de en kop the og fortæller om projektet, og de lokale kan fortælle, hvad de mener. På den måde bliver mødet helt uformelt, lokalbefolkningen kan åbne sig mere, og repræsentanterne låner toilettet, før de går videre til næste hus.
Til venstre står tv-vært Ulla Essendrop, i midten er de fem finalister Christina Baun, Jonathan Wenstrup, vinder Nanna Møller Jensen, Parnuna Egede Dahl og Rasmus Skov Olesen. Til højre er de tre dommere: Astronaut Andreas Mogensen, astrofysiker Anja C. Andersen og forskningsminister Christina Egelund.
Foto: Rasmus Egede Dahl
Forskelsbehandling som kompensation
Inde i selvstyret i Nuuk har man også lagt mærke til Parnuna Egede Dahls forskning. Hun forsvarede sin ph.d 29. oktober sidste år, og samme dag lå der en mødeinvitation fra Miljøstyrelsen for Råstofområdet.
”Vi havde en livlig og spændende debat om blandt andet oprindelige folks rettigheder. Det grønlandske selvstyre er en regeringsform, hvor man ikke skelner mellem etniciteter. Men ser vi mod vest og de andre inuitlande, så arbejder de med positiv forskelsbehandling af oprindelige folk som kompensation for årtiers diskrimination og racisme. Man kan sige, at Grønland selv har valgt en selvstyreform, som er demokratisk – men det er faktisk stadig sådan, at befolkningen har en særlig kollektiv ret til en mere grundig proces, der kan være med til at skabe mere selvbestemmelse lokalt,” siger hun.
Hvad var reaktionen på, at du sagde det?
”De synes jo, at det er administrativt tungt nok i forvejen, og de har svært ved at forestille sig at skulle skelne mellem grupper af folk uden at blive anklaget for racisme – medmindre det er fokusgrupper af fiskere, fangere, ældre, kvinder og så videre”.
Det betyder nu ikke, at døren er lukket for Parnuna Egede Dahl – hun er tværtimod blevet inviteret til at holde et oplæg for hele Departementet for Råstoffer næste gang, hun kommer til Nuuk.
Hvad siger dine bedsteforældre egentlig til det, du laver i dag?
”Min aanaa er mega stolt. Min aataa lever ikke længere, men jeg tror, han ville være stolt af mig. Og jeg håber, at det jeg har forsket i, kan bidrage til en mere engagerende proces,” siger Parnuna Egede Dahl.
Blå bog
Parnuna Egede Dahl er født og opvokset i Nuuk. Hun har en grønlandsk mor, en svensk far og en dansk stedfar.
Hun er biologuddannet og har arbejdet for ICC.
Hendes ph.d blev til i et samarbejde mellem Ilisimatusarfik, ICC og Aalborg Universitet.
Hun er specialkonsulent i Ocean North Kalaallit Nunaat.